Sammenhæng mellem søvnapnø og hørenedsættelse

EN UNDERSØGELSE, SOM blev præsenteret ved American Thoracic’s Society’s 2014 konference, har vist, at ud af 13.967 undersøgte deltagere, havde omkring 10 procent moderat søvnapnø.

Disse personer havde 31 procent større risiko for at have en højfrekvent hørenedsættelse, 90 procent risiko for lavfrekvent hørenedsættelse og 38 procent øget risiko for en kombineret høj- og lavfrekvent hørenedsættelse. I disse beregninger er der taget højde for andre årsager til nedsat hørelse og faktorer såsom alder og køn. “De mekanismer der ligger under denne sammenhæng, kræver yderligere undersøgelse,” siger forskningsleder dr. Amit Chopra, New York. “Potentielle sammenhænge, der linker søvnapnø og hørenedsættelse, kan være de negative effekter søvnapnø har på blodgennemstrømningen til cochlea i det indre øre, på grund af inflammation eller støjskader fra svær snorken.” Snorken skyldes, at halsmuskulaturen slapper af og forsnævrer halsåbningen under søvn, som så resulterer i de vibrerende lyde vi kalder snorken. Søvnapnø giver korte pauser i vejrtrækningen, i slemme tilfælde op til 100 gange pr. nat. Chopra pointerer, at personer med søvnapnø har en øget risiko for en række følgesygdomme, såsom hjertekarsygdomme og diabetes, og derfor er det en rigtig god ide at få hjælp, hvis man lider af søvnapnø.

Seneste Nyheder

Mundaflæsende høreapparater til støjende omgivelser

Forskere fra University of Stirling i Skotland, er i gang med at udvikle et helt specielt høreapparat, som er udstyret med kamera og en software der er i stand til at mundaflæse.

Tanken bag det specielle høreapparat, er at det skal adressere problemerne med at høre i støjfyldte omgivelser med høreapparat. Forskerholdet arbejdede ud fra det princip, at et høreapparat, der kan skifte mellem auditive og visuelle input, ville være en stor hjælp i støjende omgivelser og reducere den kraftanstrengelse det kan være at lytte i et støjfyldt miljø med høreapparater på. Kameraet til høreapparater kan monteres i et par briller, en halskæde eller et par øreringe. “Dette banebrydende projekt har potentialet til signifikant at forbedre livet for millioner af mennesker, som har en hørenedsættelse,” siger forskningsleder professor Amir Hussain om det nye høreapparat. “De høreapparater, der er på markedet nu, fungerer kun på via auditive input. Men den nye generation af høreapparater, – de audio-visuelle modeller, som vi gerne vil udvikle, - kan spore talerens ansigt og opfange visuelle clues, såsom mundaflæsning. Dette vil yderligere øge de lyde, som høreapparaterne opfanger.” Det tværfaglige forskerhold har fået bevilliget midler fra staten, som dækker de næste tre års arbejde. Phonak og Institute of Hearing Research er partnere på projektet.

Seneste Nyheder

Sådan vælger du en hørevenlig restaurant

Min yndlingsrestaurant undergik for nylig en større renovering. Det var helt klart en nødvendighed. Stedet trængte i den grad til en opdatering. Men jeg var alligevel knust. For denne her restaurant var min families helle fra støj.

Hver fredag, næsten uden undtagelse, spiste vi en stille og stressfri middag i restaurantens dejlige omgivelser. Og ingen af os behøvede at tænke på min hørenedsættelse. Hvor finder vi et nyt sted ligesom det? Restauranten var gammeldags italiensk. Der var gulvtæpper, akustikregulerende plader i loftet, hvide duge på bordet og tjenere direkte importeret fra Italien. Maden var enestående og miljøet perfekt til vores familie – stille. Hver gang vi havde besøg af familie eller venner, tog vi dem med derhen. Vi kiggede sjældent på menukortet, vi kunne det udenad. Men så kom renoveringen. De fjernede gulvtæppet og lavede plankegulve i stedet. De beklædte barområdet med hårdt træ og fjernede stofdraperingerne på væggene og satte store plakater op. Vi lagde straks mærke til forandringen. Stedet var blevet meget pænere, men det var ikke så stille længere. Men vi har tilpasset os og restauranten har været meget imødekommende. Vi sidder nu altid langs væggen eller i hjørnet, og de vil altid gerne skrue ned for musikken, hvis de bliver spurgt. Maden og atmosfæren er den samme og det er stadig vores yndlingssted. Det kræver blot lidt mere planlægning og at vi ringer i god tid og får den plads vi gerne vil have. Denne oplevelse fik mig dog til at tænke over, hvad det er, der karakteriserer en god restaurant for personer med hørenedsættelse.

Her er mine tips til at spise ude og gøre det så stressfrit som muligt:

1. FORTÆL HVAD DU ØNSKER.

Skriv dine ønsker til siddeplads, når du bestiller bord eller taler med restauranten. Dette øger deres chancer for at imødekomme dig. Hvis du bliver sat et sted, hvor akustikken er dårlig for dig, skal du ikke være bange for at bede om en bedre siddeplads.

2. SÆT DIG I SKAMMEKROGEN.

Et bord i et hjørne eller en plads tæt ved væggen er bedst, da det giver en naturlig afskærmning mellem dig og støjen fra restauranten. Det er også nemmere for dig, at fokusere på din middagsgæst. Hvis der er båse med høje ryglæn er det også at foretrække.

3. VÆLG RESTAURANTER MED GOD AKUSTIK.

Gulvtæpper, gardiner, polstrede møbler, stofduge og akustik-regulerende plader i loftet er det man skal kigge efter. Mange restauranter går dog nutildags efter et mere rent look med hårdt træ og glatte overflader. Tjek eventuelt indretningen på hjemmesiden først, eller hold udkig efter mere ”gammeldags” restauranter, som ofte har bedre akustik.

4. LÆS ANMELDELSER.

Det kan godt betale sig, at undersøge om der er skrevet anmeldelser om det pågældende sted. Nogle gange vil restaurantens støjniveau være påtalt af tidligere gæster, eller nogen har måske anbefalet et sted, som værende godt til stille samtale osv.

5. SPØRG DIG FOR.

Tal med andre, uanset hørelse om, hvordan de har oplevet akustikken et givent sted. Når man når en vis alder, vil alle alligevel gerne have madro!

Seneste Nyheder

Sådan påvirker nedsat hørelse dit mentale helbred

Hvis vi ikke skulle kommunikere hver dag, ville det at have en hørenedsættelse ikke være et specielt stort problem. Men sådan er det ikke – det er nærmest umuligt at undgå en eller anden form for kommunikation i løbet af en dag, hvad enten det er telefonen der ringer eller ekspedienten i butikken der small-talker.

Den tyske filosof, Immanuel Kant, sagde engang: “Når du mister dit syn, mister du kontakten med ting. Når du mister din hørelse, mister du kontakten med mennesker.” Den store indvirkning, som nedsat hørelse kan have på kommunikation og interaktion med andre, bliver nogle gange overset af de sundhedsfaglige personer, der arbejder med ældre med nedsat hørelse. Og dette forringer den generelle livskvalitet. Nedsat hørelse bliver ofte refereret til som en usynlig lidelse. De reaktioner og den adfærd som associeres med nedsat hørelse er ikke altid til at se med det blotte øje og selv om man måske kan se et høreapparat bag øret, er det ingen garanti for at man opdager at personen foran en, måske kæmper med række problemer på grund af nedsat hørelse. For en person med nedsat hørelse, kan de følgende scenarier være en daglig udfordring: • at høre alarmer eller telefoner • forstå tale i telefonen • forstå tale når flere taler samtidig • forstå tale når ansigtet er vendt bort • forstå tale på TV’et • ikke opdage at blive tiltalt • taleforståelse på offentlige steder med mange mennesker • forstå personen når der skal betales ved kassen eller disken Voksne med en mild, eller nyligt opstået hørenedsættelse – som vel at mærke ikke bruger høreapparater – siger at selvom der er negative aspekter af den nedsatte hørelse, så har de fået indarbejdet det i deres personlighed og hverdag. De har udviklet måder at bearbejde deres nedsatte hørelse ind i deres dagligdag. På den måde forsøger de at undgå situationer hvor de skal lytte, hvilket i sidste ende påvirker deres mentale helbred. Som resultat heraf, kan hørenedsættelsen skabe identitetsforvirring og i sidste ende endda depression. Hørenedsættelse kan skabe psykisk isolation. Men alligevel benægter mange ældre, at deres hørenedsættelse påvirker deres livskvalitet. Gennemsnitstiden fra en person får diagnosticeret nedsat hørelse til de søger hjælp er meget lang. Afhængig af, hvilken forskning man hælder til, er gennemsnitstiden mellem 5 og 10 år. Derfor er det vigtigt at familiemedlemmer forstår disse – ofte oversete – dynamikker som sker hos en pårørende, der har nedsat hørelse og skal i behandling. Jo før man modtager professionel hjælp for sin nedsatte hørelse, jo hurtigere vil man få sit mentale velvære tilbage og mindske de negative effekter, som en hørenedsættelse har på ens generelle livskvalitet og helbred.

Seneste Nyheder

Derfor kan høreapparater booste din hjerne

Den nyeste neurovidenskab har opdaget noget ret utroligt: nemlig at din hjerne kan ændre sig, selv langt ind i dit voksne liv.

I1900-tallet konkluderede man, at hjernen var færdigudviklet i puberteten, men nu ved vi, at hjernen responderer på ændringer gennem hele livet.

Neuroplasticitet

For at forstå, præcis hvordan hjernen ændrer sig, kan man forestille sig dette: forestil dig din daglige rute til dit arbejde. Og forestil dig så, at denne rute er blokeret og hvordan du vil håndtere dette. Du ville ikke bare give op og vende hjem igen; nej, du ville finde en anden rute. Hvis denne nye rute viste sig at være mere effektiv, eller den gamle rute vedblev at være blokeret, bliver den nye rute den nye rutine. Det er lignende processer, der foregår i din hjerne, når en “normal” funktion bliver obstrueret. Hjernen omdirigerer sine bearbejdninger til nye ruter, og dette kaldes neuroplasticitet. Neuroplasticitet er meget brugbart, når det gælder om at lære nye sprog, nye evner såsom jonglering, eller nye vaner. Over tid vil de fysiske ændringer i hjernen svare til den nye adfærd, og det der engang var svært, bliver automatik. Men selvom neuroplasticitet i mange henseender er gavnligt, er der en alvorlig slagside. At lære nye sunde vaner og nye evner kan have en positiv indvirkning på vore liv, men det kan have den modsatte effekt, hvis man lærer nye dårlige vaner.

Neuroplasticitet og hørenedsættelse

Hørenedsættelse er et eksempel på, hvordan neuroplasticitet har en negativ effekt. Forskere fra Colorado Universitet, USA, har fundet, at den del af hjernen der er dedikeret til hørelsen, kan blive omorganiseret til separate funktioner, selv ved milde hørenedsættelser. Dette, mener man, forklarer linket mellem hørenedsættelse og kognitivt forfald. Hvis der er en hørenedsættelse, kan de dele af vores hjerne, der står for andre evner, såsom syn og følelse, hverve de ubrugte områder, som står for hørelsen. Dette formindsker hjernens ledige ressourcer til at opfange lyd og skader vores evne til at forstå tale. Så hvis du har en hørenedsættelse, og ofte siger “hvadbehager?”, er det ikke kun på grund af din hørenedsættelse – det er til en vis grad også på grund af de strukturelle ændringer i din hjerne.

Høreapparater kan hjælpe

Som med så mange andre ting, er der både en positiv og en negativ side af vores hjerners kapacitet til at ændres. Selvom neuroplasticitet forværrer effekterne af en hørenedsættelse, kan den også forøge effektiviteten af høreapparater. Vores hjerne kan formere nye forbindelser, regenerere celler og omdirigere neuro-ruterne. Som resultat heraf, vil den øgede stimulation fra høreapparaterne til den del af hjernen, der står for hørelsen, stimulere vækst og udvikling i dette område. I en ny undersøgelse udgivet i Journal of American Geriatrics Society, afsløres det, at ved at bruge høreapparater kan man begrænse det kognitive forfald hos personer med hørenedsættelse. Undersøgelsen omfattede 3.670 voksne på 65 år som blev fulgt over en 25-årig periode. Undersøgelsen viste, at det kognitive forfald var væsentligt større hos dem med hørenedsættelse, i forhold til dem uden hørenedsættelse. De deltagere som havde en hørenedsættelse og brugte høreapparater, lå på samme niveau som dem med normal hørelse. Denne undersøgelse understøtter det vi allerede ved om neuroplasticitet: at hjernen vil omorganisere sig selv i forhold til det, der kræves, og den stimulering den får.

Oprethold en ung hjerne

Forskning viser altså, at hjernen kan ændre sig igennem hele livet, at hørenedsættelse kan accelerere kognitivt forfald, og at høreapparater kan forhindre eller reducere dette forfald. Men høreapparater kan mere end det. Ifølge en ekspert på området, dr. Michael Merzenich, kan man styrke hjernefunktionen uanset alder, ved at starte på udfordrende nye aktiviteter, holde sig social aktiv og praktisere mindfulness, og mange andre aktiviteter. Her er høreapparaterne også en hjælp. Med en hørenedsættelse er der nogle, der trækker sig fra det sociale liv og isolerer sig. Ved at bruge høreapparater kan man sikre, at man fastholder sit sociale liv og bliver ved med at stimulere lyd- og taleområderne i hjernen.

Seneste Nyheder

4 ting alle bør vide om hørenedsættelse

Det er svært at forklare andre, hvordan det er at leve med en hørenedsættelse. Den utydelige tale, overfølsomheden overfor støj og den udmattelse, der følger efter større selskaber med meget snak.

Det er usynligt og derfor bliver det ofte misforstået, bagatelliseret eller ligefrem ignoreret, og også nogle gange af familie og venner.

EN HØRENEDSÆTTELSE ER UDMATTENDE

Når man har en hørenedsættelse, kræver det hårdt arbejde at lytte. For personer uden hørenedsættelse, kan dette være svært at forstå. Det at lytte kommer naturligt og helt automatisk for dem. Sådan er det ikke for andre. Det er lidt ligesom i Lykkehjulet: nogle af bogstaverne er der, nogle er blanke. Deltageren (lytteren i dette tilfælde) skal så forsøge at få de ukomplette lyde han eller hun kan høre, til at give mening og sætte det i en samtalekontekst, uden at det bliver noget vrøvl. Dette er ikke så nemt, og det er jo ikke fordi samtalen stopper, mens man laver dette ekstra arbejde for at forstå, hvad der bliver sagt.

NEDSAT HØRELSE GØR IKKE DUM

Personer med en hørenedsættelse kan nemt svare “forkert” på et spørgsmål der stilles, eller misse pointen i en samtale. Men det er ikke ensbetydende med, at pågældende er dum. De hørte bare ikke hvad der blev sagt. Og hvis du siger “hej” eller “undskyld mig” og en person ikke umiddelbart reagerer, behøver det ikke være fordi at vedkommende er ubehøvlet. Det kan meget vel være, at det bare ikke blev hørt.

HØREAPPARATER ER IKKE LIGESOM BRILLER

Briller transformerer utydelige billeder til helt skarpe. Det er ikke helt tilfældet med høreapparater. Høreapparater øger lyden, men gør dem ikke nødvendigvis tydeligere eller mere klare. Nogle høreapparater kan heller ikke skelne mellem baggrundsstøj og relevant lyd. Det vil sige, at brummen fra køleskabet bliver skruet op sammen med talen. Og i nogle situationer er det derfor faktisk sværere at lytte.

ET PAR HURTIGE TALETIPS

Når du taler med en person med hørenedsættelse, kan det hjælpe, hvis du vender ansigtet mod personen og sørger for at din mund er synlig. Tal ikke fra et andet rum og begynd ikke at tale, før du ved, at personen er opmærksom på dig. Alle vil gerne kunne snakke sammen ubesværet, og hvis du husker på de simple råd og tænker lidt over, hvordan du kan gøre det nemmere for din pårørende med hørenedsættelse, er det en stor hjælp.

Seneste Nyheder

At få høre apparater er ikke det samme som at få briller

Har dine venner og familie undret sig over, hvorfor du ikke hører helt perfekt, selvom du har fået høreapparater? Det gør mine i hvert fald nogle gange, og det kan være meget frustrerende. Især når man gør sit bedste for at kunne høre alt.

De tænker måske, at høreapparater er ligesom briller, og at når du tager dem på, så er din hørelse fuldstændig normal igen. Os med høreapparater ved, at det bestemt ikke er tilfældet. Herunder er mine 10 årsager til hvorfor jeg ikke mener, at høreapparater er ligesom briller. Listen kan måske hjælpe din familie og venner med at forstå, at der er stor forskel. 1) De genopretter ikke din hørelse til “normal” - lydene bliver højere, men ikke nødvendigvis tydeligere og det gør det svært at skelne tale. 2) De forstærker al lyd, inklusiv det du ikke har lyst til at høre, som f.eks. brummelyden fra køleskabet og anden baggrundsstøj, og dermed kan høreapparater give “forgrundsstøj”. 3) De er ikke et fashion statement ligesom briller kan være det. 4) De er stadig underlagt et stigma og tabuisering, i modsætning til briller, som er associeret med intelligens. 5) Det er en jungle at navigere med tilskud og forsikring og høreapparater kan være meget dyre. 6) De bruger batterier. 7) De kan øge lydoverfølsomhed. 8) De hyler på de mest upassende tidspunkter. 9) De kan ikke tåle vand (eller de fleste modeller kan ikke) 10) De bliver nemt væk, og de lader til at være en perfekt snack til hunde.

Seneste Nyheder

Hvor ofte skal jeg skifte mine høreapparater?

MINE PATIENTER SPØRGER mig ofte: “Hvor tit skal jeg skifte mine høreapparater ud?” Svaret er ikke så ligetil som man skulle tro.

Der er mange faktorer, der spiller ind, som du skal overveje, når du udskifter dit gamle høreapparat. Her er nogle punkter til overvejelse: • Virker dine nuværende høreapparater godt? • Lever dine nuværende høreapparater op til dine hørebehov? • Passer dine høreapparater til din henvisning? • Er det værd at opgradere til bedre teknologi? Lad os tage ét spørgsmål ad gangen.

1. Virker dine høreapparater godt?

For at fungere optimalt, kræver høreapparater jævnlig vedligeholdelse og indimellem også decideret reparation. Høreapparater bruges på kroppen, og de er med dig overalt. De er ikke – ligesom f.eks. din mobiltelefon – beskyttet i din lomme eller taske. De er udsat for elementerne, ligesom resten af dig udsættes for regn, fugt, varme, kulde, støv osv. En del af høreapparaterne sidder jo inde i øret, og de fleste øregange har en del voks og fugtighed, som gør det til et dårligt miljø for høreapparaterne. Afhængig af, hvilken slags høreapparater du bruger, din livsstil og dine øregange (nogle er mere tørre end andre), kan dine høreapparater kræve enten lidt eller meget vedligeholdelse. Nogle klarer sig i flere år uden de store reparationer, andre kræver besøg hos hørespecialisten hver anden måned for rensninger og småreparationer. Uden regelmæssig vedligeholdelse, vil dine høreapparaters ydeevne gradvist ændre sig, i takt med at mikrofoner, højttalere og andre vigtige komponenter “stopper til” med voks, fugt eller støv. Her er problemet også, at overraskende mange “bare lever med det” uden at tænke på, at de kan forbedre situationen. Nogle gange er løsningen så simpel som at skifte voksfilteret på højttaleren eller støve mikrofonen af. Af og til kan det være nødvendigt at sende høreapparatet til producenten for en total service. Det korte af det lange er, at hvis dine høreapparater ikke virker særlig godt, skal du overveje enten at rense eller reparere dem inden du køber nye, og konsultere din hørespecialist.

2. Lever dine høreapparater op til dine hørebehov?

Prøv dette: Skriv mindst fem specifikke hørebehov ned. Det kan være alt fra “høre telefonen i bilen,” til “høre mine venner, når vi er til selskab.” Tænk så på dine høreapparater. Giver de dig en signifikant fordel i de situationer du har beskrevet? Er du nogenlunde tilfreds, men ønsker lidt mere? Hvis dine høreapparater hjælper dig i de situationer du har brug for, er det måske for tidligt at anskaffe sig nogle nye. På den anden side, hvis du ønsker lidt mere forbedring, kan det være tid til at kigge på en teknologisk opgradering.

3. Lever dine høreapparater op til din henvisning?

For at få det meste ud af dine høreapparater, skal de være udleveret på basis af den henvisning din ørelæge har lavet. Der er helt bestemte måder som man udregner en hørenedsættelse på, og groft sagt handler dét om at sørge for, at den specifikke hørenedsættelse evalueres korrekt, således at et passende høreapparat kan udleveres. Derfor er det vigtigt, at få målt din hørelse en gang om året, så du kan sørge for, at dine høreapparater lever op til dit behov. Hvis og når din hørelse ændrer sig, skal du bede din hørespecialist om at justere dine høreapparater, så de virker optimalt. I nogle tilfælde vil din hørelse have ændret sig så markant, at du får brug for nogle helt nye høreapparater.

4. Er det værd at overveje en opgradering?

Hvis vi går ud fra, at dine høreapparater virker optimalt, lever op til dine behov og ikke har nogle tekniske problemer – er det så værd at kigge på den nyeste teknologi? Det er et svært spørgsmål, og afhænger af om dine høreapparater lever op til dine krav. Hvad nu, hvis dine høreapparater virker som de skal, men du ønsker f.eks. at kunne forbinde dem til din mobiltelefon? Tænk over om det er en nødvendighed for dig. Dernæst kan du undersøge de nyeste teknologier online. Der er mange informationer om tilbehør til- og de nyeste høreapparater på internettet, og i dette magasin bringer vi løbende nyt om den seneste teknologi. Hvis du falder over noget, som du synes kunne være interessant, f.eks. muligheden for Bluetooth så du kan streame direkte til dine høreapparater, kan du lave en aftale med din hørespecialist. De kan hjælpe dig med at finde det helt rigtige til dig. Derefter kan du træffe et kvalificeret valg, om du ønsker at opgradere eller ej.

Seneste Nyheder

Sommer, sol og høreapparater

For at undgå at få alvorlige skader på dit høreapparat, giver vi dig her nogle gode råd til, hvordan du vedligeholder apparatet i varmen.

Det varme vejr er altid et velkomment pusterum fra den isnende kulde i vintermånederne, og det er forståeligt, hvorfor så mange mennesker bruger så meget mere tid udenfor, når solen står højt. Vi glæder os over at kunne grille, tage på stranden og i det hele taget nyde at leve størstedelen af dagen udendørs. Er du høreapparatbruger, så er dit høreapparat dog ikke helt enig heri, for varmen er nemlig ikke dens bedste ven. Hvis du sørger for at passe på dine apparater, så stresser du mindre og får mere overskud til at nyde sommerdagene. Her på redaktionen vil vi i hvert fald ønske dig en helt fantastisk sommer!

1. Solcreme

Solcreme indeholder olier, som kan skade dit høreapparat. Sørg derfor for at smøre dig ind i solcreme, inden du tager høreapparatet på og vær sikker på, at solcremen er tørret ind i din hud, så cremen ikke siver ind i apparatet.

2. Skygge og solhat

Skygge og solhat er med til at forebygge hudkræft, men også med til at beskytte dit høreapparat. Sørg for at undgå direkte sollys på dit apparat og læg det i en beskyttende æske, når du ikke har dem på, eksempelvis i en tørreboks. Hav gerne batterilåget åbent om natten, så frisk luft kan tørre dit høreapparat og fjerne fugt. Du kan købe en tørreboks af din hørespecialist.

3. Sved og vand

Tag dit høreapparat af, hvis du dyrker motion udendørs eller sveder meget i varmen. De færreste høreapparater kan tåle vand – så læg apparatet i din æske i skyggen, mens du hopper i bølgen blå. Men husk endelig at tage det på igen, så du ikke går glip af sommerens vidunderlige lyde. Hvis du ofte befinder dig ved vand, kan du med fordel investere i en vandtæt æske, som for eksempel en Otterbox æske. Med apparatet heri, kan du falde af kajakken og stadig have et tørt høreapparat. Det er meget billigere end at investere i et nyt apparat!

4. Vandafvisende eller vandtæt

Vær opmærksom på, at vandafvisende og vandtæt ikke er det samme. Hvis du har et vandafvisende høreapparat, kan det altså ikke tåle en svømmetur i poolen.

5. Vådt hår

Sørg for, at dit hår er tørt inden du tager dit høreapparat på, så vandet fra dit hår ikke sætter sig i apparatet.

6. Propper og filtre

Det kan være en fordel, hvis du skifter dine propper og filtre oftere end du gør om vinteren. Så sørg for, at du har propper og filtre nok.

7. Batteri

Hold øje med batteriet. Hvis du ser hvidt pulver på batteriet, bør du skifte det omgående. Batterier har lettere ved at tære i varmen.

8. Bilen er varm

Undgå at lægge dine høreapparater i fugtige og varme omgivelser, som f.eks. i din bil, hvor temperaturen kan blive tårnhøj om sommeren.

9. Apparat bag øret

Hvis du har et apparat, der sidder bag øret med en slange tilsat, så brug en øreprop-blæser til at fjerne eventuel fugt fra slangen. Hvis du kan se bobler af fugt, så slip af med dem.

10. I lufthavnen

Du har måske prøvet at bippe i sikkerhedskontrollen pga. dine høreapparater og syntes det var irriterende, at du skulle tage dem af og igennem en gang mere. Hvis du informerer sikkerhedspersonalet på forhånd, inden du går gennem scanneren, kan det gøre det lettere for dig at komme hurtigere ud til din gate. Sørg endelig for at tage høreapparatet på igen, hvis du har haft det af, så du stadig kan høre lufthavnens udkald.

Seneste Nyheder

Sådan balancerer hjernen mellem højre og venstre hørelse

FORSKERE FRA UNIVERSITY of New South Wales, Australien, har rapporteret nye opdagelser fra dyreforsøg, om hvordan hjernen balancerer mellem de to ørers hørelse.

Formålet med undersøgelsen, som er foretaget på mus, er at forstå den biologiske proces bag den såkaldte olivocochleare hørerefleks, som styrer hørefølsomheden og frekvenserne. “Hørebalancen mellem ørerne og hvordan vi skelner mellem lyd og støj afhænger af denne refleks, som linker cochlea fra hvert øre, med hjernens auditive kontrolcenter,” forklarer professor Gary Housley, seniorforsker på undersøgelsen. “Når lydintensiteten øges, skruer olivocochlea-refleksen ned for cochleas lydforstærkning, og balancerer inputs fra hvert øre for en optimal hørelse, lydlokalisering og for at beskytte hørelsen. Indtil nu, har vi ikke vidst, hvad der trigger den olivocohleare refleks. Forskerne opdagede, at hos mus, der mangler den sensoriske forbindelse til cochleas hårceller, havde høje lyde afspillet for det ene øre ingen effekt på det andet. Hos mus med normal hørelse, resulterede den høje lyd i øjeblikkelig reduktion af hørelsen. Dette viser, at den olivocochleare refleks virker som en forstærker som forbinder og koordinerer cochlea i højre og venstre øre. Housley siger: “En stor begrænsning ved nogle høreapparater og cochlea implantater er deres manglende evne til at arbejde i tandem og støtte god hørelse i støjende omgivelser.” Forskerholdet håber, at deres bidrag til forskningen på dette område vil hjælpe med at overkomme denne begrænsning.

Seneste Nyheder