Sådan vælger du en hørevenlig restaurant

Min yndlingsrestaurant undergik for nylig en større renovering. Det var helt klart en nødvendighed. Stedet trængte i den grad til en opdatering. Men jeg var alligevel knust. For denne her restaurant var min families helle fra støj.

Hver fredag, næsten uden undtagelse, spiste vi en stille og stressfri middag i restaurantens dejlige omgivelser. Og ingen af os behøvede at tænke på min hørenedsættelse. Hvor finder vi et nyt sted ligesom det? Restauranten var gammeldags italiensk. Der var gulvtæpper, akustikregulerende plader i loftet, hvide duge på bordet og tjenere direkte importeret fra Italien. Maden var enestående og miljøet perfekt til vores familie – stille. Hver gang vi havde besøg af familie eller venner, tog vi dem med derhen. Vi kiggede sjældent på menukortet, vi kunne det udenad. Men så kom renoveringen. De fjernede gulvtæppet og lavede plankegulve i stedet. De beklædte barområdet med hårdt træ og fjernede stofdraperingerne på væggene og satte store plakater op. Vi lagde straks mærke til forandringen. Stedet var blevet meget pænere, men det var ikke så stille længere. Men vi har tilpasset os og restauranten har været meget imødekommende. Vi sidder nu altid langs væggen eller i hjørnet, og de vil altid gerne skrue ned for musikken, hvis de bliver spurgt. Maden og atmosfæren er den samme og det er stadig vores yndlingssted. Det kræver blot lidt mere planlægning og at vi ringer i god tid og får den plads vi gerne vil have. Denne oplevelse fik mig dog til at tænke over, hvad det er, der karakteriserer en god restaurant for personer med hørenedsættelse.

Her er mine tips til at spise ude og gøre det så stressfrit som muligt:

1. FORTÆL HVAD DU ØNSKER.

Skriv dine ønsker til siddeplads, når du bestiller bord eller taler med restauranten. Dette øger deres chancer for at imødekomme dig. Hvis du bliver sat et sted, hvor akustikken er dårlig for dig, skal du ikke være bange for at bede om en bedre siddeplads.

2. SÆT DIG I SKAMMEKROGEN.

Et bord i et hjørne eller en plads tæt ved væggen er bedst, da det giver en naturlig afskærmning mellem dig og støjen fra restauranten. Det er også nemmere for dig, at fokusere på din middagsgæst. Hvis der er båse med høje ryglæn er det også at foretrække.

3. VÆLG RESTAURANTER MED GOD AKUSTIK.

Gulvtæpper, gardiner, polstrede møbler, stofduge og akustik-regulerende plader i loftet er det man skal kigge efter. Mange restauranter går dog nutildags efter et mere rent look med hårdt træ og glatte overflader. Tjek eventuelt indretningen på hjemmesiden først, eller hold udkig efter mere ”gammeldags” restauranter, som ofte har bedre akustik.

4. LÆS ANMELDELSER.

Det kan godt betale sig, at undersøge om der er skrevet anmeldelser om det pågældende sted. Nogle gange vil restaurantens støjniveau være påtalt af tidligere gæster, eller nogen har måske anbefalet et sted, som værende godt til stille samtale osv.

5. SPØRG DIG FOR.

Tal med andre, uanset hørelse om, hvordan de har oplevet akustikken et givent sted. Når man når en vis alder, vil alle alligevel gerne have madro!

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder