Storrum sænker din præstation

Det bliver efterhånden mere og mere normalt at arbejde i åbne kontormiljøer, hvor der er mulighed for at brainstorme henover skrivebordene og kunne bidrage med idéer til kollegaerne. Og det ser ud til, at kontormiljøerne er kommet for at blive.

Du kender det sikkert fra dig selv, hvis du arbejder i et åbent kontormiljø. Du har lettere ved at sludre med kollegerne, idéerne kan hurtigt udvikle sig mellem flere hoveder og virksomheden sparer helt bestemt penge på ikke at have mange lukkede kontorer. Men der findes også en bagside af medaljen. En undersøgelse lavet af Jungsoo Kim og Richard de Dear fra the Center on the Built Environment ved the University of Sydney viser, at produktiviteten lider når medarbejderne kæmper for at koncentrere sig i støjende rum med minimalt privatliv. Kim og de Dear’s forskning viste, at ansatte i åbne kontormiljøer ikke kun er utilfredse med deres manglende evne til at forhindre medarbejdere i at høre, hvad de siger, men også ved ikke at kunne styre, hvad de hører fra andre. Andre undersøgelser har vist lignende resultater og påvist, at dem der har et lukket kontor, har været mindst frustreret med deres arbejdsmiljø og dermed være de mest glade medarbejdere. Ifølge en svensk miljøpsykolog Helena Jahncke er støj i form af tale værre end baggrundsstøj, når du arbejder, og har du et job, hvor du skal koncentrere dig og huske ny information, kan din effektivitet blive sænket med op til 10 %, hvis der er meget snak omkring dig. Katarina Gospic er en svensk hjerneforsker, som gennem et metastudie har fundet ud af, at det tager op til 25 minutter at komme på niveau igen, hvis man er blevet forstyrret, mens man er koncentreret om en opgave. ”Man kan sammenligne det med at tage en kogende gryde vand af komfuret, så går den øjeblikkeligt af kog” fortæller hun. Når vi arbejder i åbne kontormiljøer, skal vi bruge en vis procentdel af hjernekapaciteten for at holde støjkilderne væk fra vores bevidsthed og ifølge Katarina kan denne type støj få din præstation til at dykke med helt op mod 66 %. For personer med en hørenedsættelse, er det endnu svære at høre i støj og det bliver sværere at forstå talen. Så hvordan sørger vi så for at holde vores hjerne på niveau, når vi har behov for at færdiggøre en opgave uden at blive forstyrret? En af mulighederne er at være bedre til at sige fra, når man bliver forstyrret, så man kan fortsætte sit arbejde. En anden kunne være at sætte en post-it på sin lampe eller andet med en tekst om, at man ikke vil forstyrres. Kim og de Dear’s forslag til virksomheder med åbne kontormiljø er bl.a. at sørge for lukkede rum, hvor man som medarbejder kan trække ind, når man har behov for at koncentrere sig om en opgave, skal tale i telefon eller blot har brug for luft. Ved at balancere lukkede rum med åbne kontormiljøer, vil medarbejdere og virksomheder få størst muligt udbytte ifølge Kim og de Dear. På den måde vil medarbejderne kunne få ro, når dette er nødvendigt og deltage i idéudvekslingen henover skrivebordene, når de er tilbage på deres plads og bidrage med deres input.

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder