Op på hesten igen…

Johanna Gallus har vidst, at hun havde en hørenedsættelse, siden hun var 6 år. Alligvel skulle der gå næsten 11 år, før hun fik sit første høreapparat. Her fortæller hun, sammen med sin mor Merete, i et ærligt og personligt interview om, hvordan hendes store passion for ridning næsten måtte afsluttes, fordi hendes hørenedsættelse udmattede og udfordrede hende og hendes omgivelser. Det er en helt almindelig grå tirsdag eftermiddag i en mindre sønderjysk by. Vi sidder ved et typisk gæstfrit sønderjysk lunt kaffebord med hjemmesmurte lækre rugbrødssnitter, kaffe, kage og sodavand. Rundt om bordet sidder en ung smuk pige, hendes mor og jeg og snakker. Tallerkenerne og kaffekopper klirrer og snakken går på hyggelig vis. Hvis man ikke vidste bedre, så ville man ikke tænke over, at den unge pige, Johanna, anvender høreapparat på det ene øre. Hørelsen på hendes højre øre ikke godt. Faktisk er det meget lidt hun kan høre over 2000 kHz på det øre. Det har Johanna vidst i lang tid. Første gang hun fik det at vide, var til sundhedsplejersken, da hun var 6 år gammel. Og lige siden har hun gået til en årlig kontrol hos ørelægen for at få hørelsen testet, og ørelægen har hver gang kunnet konstatere en mindre hørenedsættelse på det ene øre, men 17 årige Johanna Gallus har først for et halvt år siden fået sit første høreapparat. ”Hvorfor har du ikke fået et høreapparat tidligere, når du i 12 år har vidst, at du har haft en hørenedsættelse?” Johanna smiler, ”Det er rigtigt, at jeg vidste, at jeg havde en hørenedsættelse på det ene øre, men det påvirkede mig ikke. Jeg skulle blot have folk over på den rigtige side, og mine venner, som kendte til min hørenedsættelse gik helt automatisk over på den rigtige side af mig. Så jeg tænkte ikke rigtig over det.” Men Johannas hørelse blev værre, og hun begyndte at tænke over, om hun skulle have en form for hjælp. ”Men jeg havde ikke lyst til at få et høreapparat. Når jeg fortalte mine venner det, så sagde de, at det var mega nederen. De troede, at det var et stort gammeldags høreapparat. Men min bedste veninde opfordrede mig til at gøre noget ved det, og sagde, at det vil være godt for mig. Hun forklarede også, at det jo også var et problem for mine venner. De skulle gentage hele tiden hvad de sagde, og sidde på den rigtige side.” ”Jeg syntes, at det var flovt at rende rundt med et høreapparat. Jeg tænkte, at det jo ikke er unge mennesker, der går med høreapparater. Det er jo mere gamle mennesker. Hvis jeg selv så en ung person med høreapparater, så ville jeg tænke, at det virkelig var nederen. Der er én på min skole, der har et eller andet hængende rundt om halsen, og så kan man jo rigtig se det. Og det havde jeg altså ikke lyst til. Så ville folk komme hen og spørge, hvad det var jeg havde rundt om halsen, og det ville være mega pinligt,” siger Johanna og gør en grimasse, der understreger budskabet. ”Det er svært ikke at have fordomme,” supplerer Johannas mor, Merete Gallus. ”Man forbinder brugen af høreapparater med at være gammel.” Jeg fortæller, at en dansk undersøgelse viser, at næsten hver 5 person med en hørenedsættelse er under 44, og kan se, at Johanna og Merete bliver overrasket. ”Men for mange mennesker tager det rigtig lang tid at erkende, at de har behov for et høreapparat. Måske fordi de forbinder et høreapparat med at være gammel, men det er jo ikke nødvendigvis tilfældet,” supplerer jeg.

UNG MED HØREAPPARAT

Merete og Johanna fortæller, at det er ekstra svært, når man er ung at få et høreapparat. ”Måske er det især os yngre mennesker, der søger det fejlfrie. Vi skal jo se perfekte ud. Have det perfekte hår, og det rigtige tøj på. Og så passer det rigtig dårligt pludselig at have et høreapparat bag øret.” ”For et år siden begyndte jeg ikke at kunne høre det hele i skolen. Og når jeg var i store forsamlinger, hvor der var støj, gik det helt galt. Jeg gik på 1. år på HHX, og havde jo undervisning i 6 – 8 timer om dagen. Efter skole skulle jeg enten til træning på ridebanen, eller på arbejdet i Rema 1000. Det kunne nogle gange været et problem, når kunden skulle have cigaretter. Hvis jeg så sagde ”Hvad?” blev nogle af kunderne provokeret, og troede bare, at det var en doven teenager, som ikke gad høre efter. Mine venner begyndte at sige, at jeg skulle vende hovedet, fordi jeg ikke hørte hvad de sagde, og nogle blev lidt irriteret over, hvis de skulle over og stå på den anden side, så jeg kunne høre dem. De blev trætte af at gentage tingene til mig, og nogle gange kunne de sige, at jeg bare skulle glemme det, hvis jeg ikke havde hørt det første eller anden gang. Nogle venner troede endda at jeg ikke gad høre dem. Og det blev jeg selvfølgelig ked af.” Johanna rider næsten hver dag, og har altid været rigtig glad for det, men sidste år overvejede hun at stoppe. Hun ville ikke ridning udenfor, for når der var vind og træneren stod længere væk kunne hun ikke høre træneren. Og når Johanna flere gange skulle sige ”Hvad?”, var der ikke den store forståelse for hendes hørenedsættelse. I begyndelsen troede træneren bare, at Johanna ikke hørte ordentlig efter, men så tog Johanna og hendes mor en snak med træneren og forklarede hende situationen. Ud over ikke at kunne høre var Johanna hele tiden træt. ”Når jeg kunne sove, så gjorde jeg det. Jeg blev meget hurtigere sur, og havde ikke noget overskud. I weekenden, hvor mine venner måske skulle i byen, så tog jeg ikke med, for jeg orkede det simpelthen ikke. Jeg ville hellere bare ind på mit værelse og slappe af. Når mine klassekammerater gik i kantinen til frokostpause, så gik jeg ikke med, for jeg kunne alligevel ikke følge med. Ofte endte jeg bare med at spise i klasseværelset.” I maj måned blev det for meget for Johanna, og hun tog kontakt med den lokale ørelæge, som kunne konstatere, at hendes hørelse var blevet meget værre over årene. Han sendte hende videre til sygehuset. ”Jeg fylder 18 til december, og derfor hører jeg jo officielt til det offentlige system. Hvis man er under 18 år gammel kan man nemlig ikke få tilskud til høreapparater, hvis jeg ville købe dem i en privat klinik,” forklarer Johanna. ”Vi har faktisk været på sygehuset i Sønderborg, men det var en ret besynderlig oplevelse”, tilføjer mor Merete. ”Der blev ikke spurgt om mit behov. De virkede meget ligeglade, og vi fik opfattelsen af, at de helst ikke ville udlevere et høreapparat. Lægen sagde, at et høreapparat formentlig ikke ville hjælpe, og sagde, at Johanna jo egentlig hørte meget godt,” siger Merete og ryster på hovedet. ”Jeg havde jo et problem, som jeg gerne ville have løst,” supplerer Johanna. ”Jeg ville jo egentlig helst være fri for et høreapparat, så jeg var der jo ikke bare for sjov.” ”Hvis en person selv henvender sig til en klinik for at få hjælp til hørelsen, skal man vel have lov til at prøve et høreapparat, - uanset om man er 18 eller 90 år gammel. Hvis man ikke prøver det af, finder man vel aldrig ud af om det hjælper eller ej,” fortæller Ragner Häbel fra Synnejysk Hørecenter. ”Ud fra det audiogram (hørekurve, red.), som jeg lavede på Johanna, kunne jeg tydeligt se, at venstre (blå linje) lå helt, som det vi kalder en aldersvarende hørelse, og helt normalt indenfor de 0-20dB som vi bruger for guideline for normalt hørende. Men højre side (rød linje) viser tydeligt, at hørelsen bevæger sig på kanten af vores guideline i bas-området 125 Hz til 750 Hz. I taleområdet, som går fra 750 Hz til 2kHz falder hørelsen, og i området 2kHz til 8kHz ser vi en stor diskant hørenedsættelse. Det gør, at Johanna får en meget asymmetrisk hørelse, og at opfattelse af lyd og tale bliver en noget rodet oplevelse. Ragner Häbel fortæller ligeledes, at den asymmetriske hørelse har den konsekvens, at lyden kan fremstå uldent i klasseværelset, og det med denne type hørenedsættelse kan være svært at få al information med fra eksempelvis læreren, når der er baggrundsstøj.

STOR HJÆLP FRA HØRECENTRET

Til ridning mødte Johannas mor, Lone Häbel fra Synnejysk Hørecenter, og de to kvinder snakkede om Johannas hørenedsættelse. Lone tog kontakt til GN ReSound, som tilbød at sponsorere et prøvehøreapparat til Johanna. Netop på grund af forløbet i det offentlige system faldt sponsoratet fra GN ReSound på et tørt sted. Det var derfor med store forventninger, at Johanna tog til Synnejysk Hørecenter for at få optimeret sin hørelse. ”Jeg var meget spændt. Jeg glædede mig til at høre forskellen, og så frem til, at jeg ikke længere skulle tænke over, hvilken side mine venner skulle være på. I skolen har jeg altid skulle være meget opmærksom på, hvor jeg skulle sidde i klassen. Mit gode øre skulle vende mod læreren. Så jeg glædede mig til mere frit at kunne vælge, hvor jeg skulle sidde i klassen. Men mest af alt håbede jeg, at det ville hjælpe mig i min dagligdag. Hjælpe mig med at skulle koncentrere mig mindre, når der var baggrundsstøj og kunne få lov til at slappe af. Så jeg ikke hele tiden skulle være så træt og uoplagt.” Johanna havde ikke det store kendskab til, hvordan høreapparater fungerede. ”Jeg troede måske, at det var ligesom at have et par hovedtelefoner på. Jeg tænkte vel bare, at det forstærkede stemmerne”. Hos Synnejysk Hørecenter tog Lone og Ragner Häbel en lang snak om min hørelse. Ragner var ikke i tvivl om, at Johanna havde behov for et høreapparat. Hørelsen i det højfrekvente område var langt nede. På baggrund af den længere samtale blev Johanna og Synnejysk enige om, at Johanna kunne låne et apparat, et GN ReSound LiNX, af Synnejysk Hørecenter indtil Johanna fik sit eget apparat fra GN. ”På baggrund af dialogen med Johanna endte vi med et RØDT LinX2 961 fra GN ReSound. Johanna havde en del ønsker til, hvad et høreapparat skulle kunne, nu da hun kun er 18 år. Det skulle kunne fungere med hendes Iphone 6. Det skulle være småt, men behøvede ikke at være usynlig, og så skulle det give en god lyd, hvilket kan være svært ved kun forstærkning i diskant. Men vi kunne også have anvendt andre produkter til denne hørenedsættelse,” fortæller Ragner Häbel. ”Til at starte med var det lidt mærkeligt at have høreapparatet i øret,” mindes Johanna. ”Det kildede inde i øret. Jeg var lidt nervøs for at det skulle fortsætte med det, for det var jo ubehageligt. Men der gik bare en dag eller to og så havde jeg faktisk vænnet mig til det. På et tidspunkt kom jeg endda til at gå i bad med det. Der skete heldigvis ikke noget med høreapparatet,” smiler hun. Hos Synnejysk er man ikke overrasket over, at Johanna har været meget hurtig til at vænne sig til høreapparatet. ”Johanna havde et stort behov for, at hendes dagligdag med studier og ridesporten skulle fungere, så Johanna havde fra starten den rette indstilling til, at det skulle fungere,” siger Ragner.

EN NY VERDEN AF LYD

”Det er jo ikke naturlig lyd man får ind. Jeg hørte jo selv nogle ting, som jeg ikke kunne høre tidligere. For eksempel kunne jeg høre mig selv smaske, og ventilatoren i bilen kunne jeg pludselig høre. Og så kunne jeg endda høre fuglene synge! Nogle lyde blev irriterende. Papir, for eksempel, kom til at lyde som metal.” Men i dag har Johanna vænnet sig til de nye lyde. Faktisk fortæller hun, at det kun tog en uges tid at vænne sig til de nye lyde. Det har stort set kun været positive oplevelser. ”Jeg kan ride udenfor igen. Jeg kan høre træneren fra den ene side til den anden. Det har gjort, at jeg har fået lysten til at ride igen. Jeg har fået mere motivation til det, og vigtigst af alt – jeg har fået mere overskud i hverdagen.” Man kan ikke se, at Johanna bruger høreapparat. ”Det er jeg jo rigtig glad for. På den måde kan jeg selv selektere i, hvem der skal vide, at jeg har høreapparat. Og dermed undgår jeg, at folk kommer hen og spørger til det. Jeg kan selv vælge, hvornår jeg vil snakke om det.” Johanna fortæller, at hun er blevet ret afhængig af at have sit høreapparat. Hun er netop kommet retur fra Barcelona, hvor hun har været på studietur. Desværre skulle hendes apparat repareres, og derfor kunne hun ikke have det med på til Barcelona. ”Vi var på en guidet tur rundt i byen, og jeg kunne bare ikke høre, hvad guiden sagde. Jeg skulle igen have vennerne på den rigtige side og havde svært ved at høre med baggrundsstøj. Det var pisseirriterende,” smiler hun. Det er blevet mørkt udenfor. Det hyggelige sønderjyske kaffebord er spist og drukket. På vej ud af døren spørger jeg Johanna, hvad hun ville sige til den Johanna, som år tilbage ikke ville have høreapparater. ”Man skal jo tænke på en selv. Spring ud i det. Der er jo ikke noget farligt i at få taget en høreprøve. Og hvis du har en hørenedsættelse, så prøv nogle høreapparater. Og hvis det fungerer godt, så behold dem på. Og hvis det ikke fungerer, så må man jo finde en anden løsning. Jeg er bare rigtig glad for at jeg fik taget mig sammen til at komme i gang, for i dag går det bare rigtig godt,” smiler Johanna.

Ridesporten er dyr

”Sidste år solgte jeg min pony, og i marts købte jeg min nye hest – en unghest, Heart Beat’s Brakeout, som stammer fra elitehingsten Heart Beat,” fortæller Johanna. Hesten er blandt de 40 bedste heste i Danmark der deltog ved finalen i DV for 5 års i Odense indenfor individuelt spring. Johanna og Merete fortæller, at alt er dyrt, og bruger let 1700 kroner på et par ridebukser, og jakkerne koster snildt det dobbelte. Og dem skal man have flere af. ”Vi bruger vel omkring 4.000 – 5.000 om måneden på denne sport,” fortæller Merete. Det er således en ret dyr idrætsgren, og derfor søger Johanna en sponsor, som kan blive eksponeret på hendes tøj, underlag og på hestetraileren. Sidder du med dette magasin, og kan se en idé i at sponsorere Johanna, så hun kan sætte fuld galop på sin ridesport, så kontakt HørNu på info@hnmail.dk, så skal vi videreformidle kontakten til Johanna.