Spis fisk og få bedre hørelse

Ny svensk forskning viser sammenhæng mellem ens kost og hørelse

Hvis du spiser masser af fisk bevarer du hørelsen med årene, men hvis du spiser junk-food, vil din hørelse langsomt blive forringet, viser ny forskning fra universitet i Gøteborg. Det længerevarende forskningsprojekt hedder H70, hvor forskere har undersøgt sammenhænge mellem kostindtag og helbredet hos personer over 70 år. ”Hørenedsættelse skyldes hovedsageligt arvelighed, aldring og støj, mens udefrakommende faktorer som rygning kan have en indflydelse,” siger en af forskerne, Ulf Rosenhall, der er overlæge ved høre- og balanceklinikken på Karolinska Sygehuset i Stockholm. Men det nye studie viser, at madvaner også har en indvirkning på hørelsen. Forskningen viste, at mænd der spiser meget fisk, har en bedre hørelse, mens der ikke kunne konstateres en sammenhæng hos kvinderne. Noget forskerne i øvrigt ikke kan forklare. I Danmarks Fiskeriforening er man ikke overrasket over, at dyrene fra havet har positiv indvirkning på helbredet. ”Det har i flere år været veldokumenteret, at fisk generelt ikke bare er sundt, men at det er vigtigt for os at indtage tilstrækkelige mængder fisk på grund af deres indhold af fx fiskeolie og selen. Det bliver jo også understreget indirekte med den seneste opdatering af de officielle kostråd”, siger kommunikationschef Kim Vejrup i Danmarks Fiskeriforening PO. I Danmarks Fiskeriforening finder man forskningen interessant. ”Den nye viden om en sammenhæng mellem indtag af fisk og en bedre hørelse er endnu en god grund til, at man skal spise fisk. Vi kan se, at danskerne – selv om de er blevet bedre til at spise fisk over de senere år – fortsat ikke levner meget plads til fisk på deres middagstallerken. Måske kan det ændre sig, når man også ved, at man bevarer sin gode hørelse i længere tid, hvis man spiser mere fisk,” siger Kim Vejrup. I gruppen af ældre, der spiste ‘hurtige’ kulhydrater, som er en hovedingrediens i fast-food, var både mænd og kvinder dårligere til at høre høje frekvenser. ”Det er præcis, som man forestiller sig. Fisk er godt og fast-food er dårligt”, siger Ulf Rosenhall. Undersøgelsen er baseret på 524 personer mellem 70-74 år, og det lille felt af personer får forskerne til at mane lidt til besindighed, men Ulf Rosenhall konstaterer, at resultatet ligger tæt op at lignende forsøg i Australien.

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder