Høreklinik på Nykøbing Sygehus har 91 ugers ventetid

Får man konstateret høretab og får brug for et høreapparat, kan man godt indstille sig på at skulle være tålmodig, især hvis man har brug for høreklinikken i Nykøbing.

Der er der nemlig 91 ugers ventetid inden man kan få lavet den første undersøgelse på Nykøbing Sygehus’ høreklinik, hvilket er væsentligt mere end de 52 og 56 uger der er i henholdsvis Slagelse og Roskilde. Ledende overlæge for øre-næse-hals kirurgisk afdeling Søren Jelstrup forklarer, at ventetiden steg voldsomt i det meste af landet, efter regeringen i 2012 vedtog at fjerne en del af tilskuddet til behandling på de private høreklinikker. "Vi var godt klar over, at vi ville blive overrendt, for hos det offentlige er der ingen betaling," fortæller han. "Vi er ikke stolte af den lange ventetid, det er noget, vi kommer til at tage stilling til," fortæller han. Men de enkelte afdelinger på hospitalerne kan ikke bare rekruttere nye audiologer. Det skal først vedtages politisk. Formand for sygehusudvalget i Region Sjælland Flemming Stenild (SF) finder det bekymrende at stigningen er så voldsom og han er bekymret for, om det overhovedet er muligt at rekruttere kvalificerede audiologer til området. "Jeg vil tage det op i sygehusudvalget. Vi må se, om der er tiltag på vej administrativt, eller om det er nødvendigt med politiske tiltag," siger han. Kilde: Folketidende.dk den 29. maj 2013

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder