Hjælp ghanesere med at høre optimalt!

Hvis du har en hørenedsættelse i Danmark, så kan du gennem det offentlige system få et gratis høreapparat, og dermed komme til at høre optimalt. Hvis du ønsker at gå via det private system, så vil du få et tilskud fra det offentlige system på dkk 6.384, så du er på denne måde sikret, at du kan komme til at høre optimalt uanset om du anvender det offentlige eller private system i Danmark. Sådan er det ikke i mange dele af Afrika!

I den lille landsby, Louga, i det nordlige Senegal sidder en skolepige og smiler. Årsagen er et brugt høreapparat fra Danmark, som har givet hende en optimal hørelse, så hun i dag kan følge med. Mette Berthelsen er en dansk audiologiassistent, som fik øjnene op for den store forskel mellem den danske og afrikanske behandling af hørenedsættelser, da hun i 2012 var i Senegal. Hun havde fra forskellige steder samlet ca 250 høreapparater, som hun tog med sig for at udlevere dem gratis til personer med hørenedsættelse. ”Men der er behov for mange flere apparater. Det gør et kæmpe indtryk, når man oplever børn og voksne, der for første gang kan høre igen, og dermed få et optimalt liv.” Den 10 årige pige vendte i øvrigt tilbage til Mette Berthelsen året efter hun havde fået sit høreapparat sammen med sin far og rektoren for den skole hun gik på. Stolt fortalte hun, at hun nu var én af de bedste i sin klasse. Nu kunne hun høre meget bedre, hvad der blev sagt i klassen. ”Og så er det altså svært ikke at blive rørt”, fortæller Mette Berthelsen. Oprindeligt havde Mette Berthelsen blot håbet, at hun kunne hjælpe nogle stykker i landsbyen med at høre bedre. ”Men rygtet om, at jeg var kommet for at hjælpe havde hurtigt spredt sig, og børn og voksne kom langvejs fra,” siger Mette. Hun fortæller om en ung fyr, der var døv på det ene øre, og hørte rigtig dårligt på det andet. Han boede i en landsby langt fra Louga, og havde via venner fået kendskab til, at Mette udleverede høreapparaterne. Han startede derfor sin knallert og kørte gennem ørkenen til Louga. På vejen gik hans knallert i stykker, og han måtte derfor gå resten af vejen. Da han efter 24 timer endelig nåede frem til Louga, havde Mette ikke flere høreapparater tilbage. ”Jeg var simpelthen så ked af det, men kunne jo ikke gøre noget,” mindes Mette. ”Jeg lovede ham dog, at jeg ville vende tilbage med flere høreapparater, så han også kunne få et.” Mette har rigtig mange historier, der ligner denne, og dette vidner om et enormt behov for hjælp. I dag bor Mette i Ghana. Hun har en velgørende klinik, hvor hun gratis hjælper ghaneserne med at høre optimalt. Klinikken kører på deltid, og derudover har Mette et almindeligt job ved siden af, som hun kan leve af. ”Jeg er både glad, og så gør jeg andre glade, så det er ikke et helt dum liv,” smiler Mette Berthelsen.

Hvorfor går HørNu ind i dette projekt?

Ghanas befolkning blev i 2005 anslået til at være 22,5 millioner mennesker. Vi ved ikke, hvor mange ghanesere, der har en hørenedsættelse. Flere undersøgelser fastslår, at mindst 10 % af den danske befolkning har en hørenedsættelse. I Ghana er det formentlig mindre, da den gennemsnitlige levealder ikke er så høj som i Danmark. Men uanset hvad, så ved vi, at meget få ghanesere har fået behandlet deres hørenedsættelse og dermed må vi konstatere, at over 2 millioner ghanesere har behov for et høreapparat. Så behovet er enormt. Når vi så samtidig ved, at en ubehandlet hørenedsættelse kan have alvorlige følgevirkninger i form af eksempelvis demens, depression, faldskader og hjerte- kar sygdomme, så er HørNu ikke i tvivl om, at vi bør støtte op om dette projekt. Derfor har HørNu valgt at hjælpe Mette med at samle høreapparater ind. Vi ved nemlig, at en optimal hørelse hænger nøje sammen med en højere livskvalitet. Og det har vi vel alle ret til.

Hvad kan du gøre ?

I Danmark er vi berettiget til et tilskud fra det offentlige hvert 4. år. Nogle statistikker indikerer, at vi skifter vores høreapparat senest hver 5. år. Der må således ligge rigtig mange ældre høreapparater i skufferne rundt omkring i de danske hjem og dem vil HørNu rigtig gerne have, så vi kan sende dem ned til Mette. Tjek derfor dine skuffer, og se, om du skulle have et høreapparat liggende. Vi tager imod alt, som vi samler sammen, og sender i en forhåbentlig meget stor pakke til Ghana. Og her vil de gøre en hel del mere gavn end i din skuffe. Så hjælp HørNu med at hjælpe ghanesere med at høre optimalt! Send dine brugte høreapparater til os inden den 1. oktober 2016. Vores adresse er: HørNu Dexter Gordons vej 65 2450 København SV

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder