Fisk for bedre hørelse

De fleste af os, er nok klar over at fisk er sundt og godt for hjernen. Men vidste du, at fisk også kan forhindre hørenedsættelse?

Omega -3

En ny undersøgelse foretaget på Brigham and Women’s Hospital i Boston, Massachusetts, viser at kvinder som spiste fisk mere end to gange om ugen, havde færre problemer med hørelsen. Dr. Sharon G. Curhan, leder af forskningsprojektet, undersøgte specifikt flerumættede omega-3 fedtsyrer, som kædes sammen med vores hørelse. Der er flere slags fisk som nedsætter risikoen for hørenedsættelse, blandt andet makrel, laks, ørred, sild, sardiner og tun. I forlængelse af en sund fiskekost, kan man med fordel tage omega-3 kosttilskud i pilleform for at booste en bedre hørelse. Alle former for fed fisk tæller, hvis du vil gøre noget aktivt godt for din hørelse, -også frossen fisk, fiskefrikadeller, fisk på dåse og fiskepålæg. Skaldyr, som rejer, hummere og muslinger indeholder desuden også de essentielle fedtsyrer, som er så gode for vores hørelse. Gravide og ammende kvinder, samt børn op til 14-årsalderen, bør dog ikke spise udskæringer af de store rovfisk, som f.eks. helleflynder, rokke, aborre, gedde og tun som bøffer, da de kan have et højt indhold af kviksølv. Selv i meget små mængder, kan kviksølv være skadeligt for udviklingen af børn og fostres hjerner.

Fisk for et godt helbred

Undersøgelsen blev foretaget over en lang periode fra 1991 til 2009, hvor over 65.000 kvinder i alderen 25 til 42, udfyldte en række spørgeskemaer vedrørende deres hørelse og deres spisevaner. De kvinder som spiste fisk mere end to gange om ugen havde 20 procent mindre risiko for at udvikle nedsat hørelse, i forhold til de kvinder som ikke spiste ligeså meget fisk. Der mangler stadig forskning på, hvilke mekanismer der ligger bag omega-3 fedtsyrernes gode indvirkning på vores hørelse. Forskerne mener, at omega-3 fedtsyrerne øger blodtilstrømningen til cochlea, - en del af øret, som er essentiel for hørelsen. Ofte ser man, at personer der spiser meget fisk, også generelt har et bedre helbred - så der er kun gode grunde til at få mere fisk i din kost.

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder