Disse høretelefoner kan ændre måden du hører musik på

Har du nogensinde været til en koncert, hvor lyden var så skrækkelig, at du prompte gik over til lydmanden for at afkræve forklaring? Hvis du kan sige ja til dette, så er du sikkert det, der kaldes audiofil – den mest irriterende type musiknørd. Du elsker sikkert også fintuning og optimering af al slags lyd du kommer i nærheden af.

Musik er bare én af de ting vores auditive liv består af. Alt fra støjen fra en menneskemængde til den skrigende lyd af et tog, der bremser, kræver noget af vores hørelse. Augmented reality, teknologisk forøget virkelighed, bruges allerede til at manipulere vores omgivelser visuelt, så hvorfor taler vi ikke også om at forøge vores akustiske virkelighed? Det er præcis dét, som Doppler Labs gør med deres såkaldt aktive lyttesystem, som de kalder ”Here”. Here er i øret høretelefoner, som binauralt og trådløst justerer al indkommende lyd. Sagt på anden måde, så lader Here dig kreere dit helt eget personlige lydmiljø.

Funktioner

Med en række detaljerede audioværktøjer, kan du gennem Here kontrollere volumen (noise cancelling) og frekvens (EQ) på alt, hvad du hører. Du kan endda forøge lydinputtet med rumklang, ekko og forskellige filtre. Der er en række anvendelser for Here høretelefonerne. Audiofile koncertgængere kan med fordel bruge dem, og således selv tage styringen som lydmænd. Man kan bruge volumenkontrollen til at skrue op og ned for musikken eller zoome ind og ud på bestemte instrumenter med EQ-filteret. Here kan også bruges til at skelne ét talende individ fra en gruppe, eller til at bløde op for den skrigende lyd af togbremser. Volumenkontrollen kommer også til sin ret når man skal flyve, hvormed man kan drukne støjen fra flyets motorer.

Fremtiden er her - snart

Man kan fristes til at spørge, om høretelefonerne fra Here nogensinde bliver en nødvendighed. Måske er det bare et dyrt stykke legetøj. Uanset hvad, peger de i hvert fald mod en fremtid, hvor vi kan skrue op, tune ind og modificere vores visuelle og auditive stimuli. Vi går en fremtid i møde, hvor augmented reality, både visuelt og auditivt, bliver en del af mainstream teknologien. Hvis du er interesseret i at erhverve dig et par høretelefoner fra Here, er der gode og dårlige nyheder. Doppler Labs har kun produceret nogle få prototyper til deres økonomiske støtter på crowdfunding sitet Kickstarter, som de har skudt i gang for at skaffe midler til yderligere produktion. Den gode nyhed er, at de senere på året udkommer med en forbedret version. Der er endnu ikke forlydender om prisen på Heres høretelefoner. Læs mere om Here på deres hjemmeside på www.hereplus.me

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder