Optimer lyden i dit hjem

Er lyden i dit hjem så god som den kunne være? Der er rigtig mange, der ikke er klar over hvor stor en forskel det gør, at man har den rigtige lydkvalitet i hjemmet.

HørNu har taget en snak med akustikkonsulent Kathrine Kjær fra Alpha Akustik, som giver gode råd om optimering af lyden i dit hjem, i skolen eller på arbejdet. Hvad betyder god lyd for dig? For mennesker der ønsker at optimere deres hørelse og for folk med høreapparat, er det vigtigt at lyden går klart igennem. Det gælder både i hjemmet, i skolen og på arbejdet. Kvaliteten af lyden i et rum afgøres blandt andet af, hvor længe lyden får lov at blive hængende i rummet. Dette kaldes efterklangstid. Når lydene bliver hængende længe i et rum, blander de sig sammen, og det bliver svært at skille de forskellige lyde fra hinanden. Derfor er det for eksempel svært at forstå hurtig tale i en kirke. På en arbejdsplads er støjen ofte skyld i stress og i hjemmet ved vi, at den dårlige lyd sænker livskvaliteten, hvor den blandt andet kan føre til irritation, isolation, og at man kan få en følelse af at være udenfor, når man ikke forstår hvad der bliver sagt. I et rum med lang efterklang generes man af andres lyde. Selv de mindste bevægelser eller lyde kan virke øredøvende. Børns leg kan blive irriterende, selv når legen ikke er højlydt. Middagshygge med gode venner og rødvin er svære for ingen kan høre hvad det bliver sagt. ”Lyd reflekteres mellem gulv, væg og loft og farer rundt med et tempo på 340 meter i sekundet indtil, der ikke er mere energi tilbage”, fortæller Kathrine Kjær fra Alpha Akustik. ”Jo flere og større hårde og bare overflader der er, desto mere reflekteres lyden, hvilket betyder længere efterklangstider, og mere rungen.” Kathrine Kjær fortæller, at man selv kan teste, om genklangen i rummet er for lang. ”Vil du teste om det runger i dit hjem, kan du fx klappe og lytte efter, om lyden ”bliver hængende” i rummet, eller om den dør ud med det samme.” Hvordan får du god lyd? Der er mange forskellige løsninger på de lydproblemer, som danske familier døjer med i deres køkken/alrum. En lille æstetisk forandring kan gøre forskellen, og ændre situationen fra stress til hygge. Grundlæggende kan man sige, at der skal være en vis mængde bløde ting i et lokale for at undgå, at det runger. Findes der ikke tilstrækkeligt med bløde ting i lokalet, er det som regel nødvendigt at akustikregulere. Alpha Akustik anbefaler, at man bør montere lydabsorbenter svarende til 20-30 % af rummets gulvareal for at opnå en passende akustik i rummet. Tendensen med større og mere åbne køkken/alrum er et klassisk eksempel, hvor Alpha Akustik møder ringe akustik. Kathrine Kjær fortæller: ”Tag for eksempel et køkken/alrum på 50 m² med ca. 3 meter til loftet. Her vil den ønskede absorptionsmængde være omkring 15 m². Gå efter absorbenter, der er klassificeret som A-absorbenter og som er 40 mm tykke. Om absorbenterne er store eller små er ligegyldigt, så længe du kommer op omkring de 15 m² akustikregulerende materiale i alt. Er der du i tvivl er det altid godt at rådføre med en akustiker. Dæmp baggrundsstøj og undgå stående bølger Baggrundsstøj er nærværende for personer der benytter høreapparat. Derfor er det ekstra nødvendigt at få dæmpet den unødvendige støj. ”Et rum, som har to parallelle og hårde overflader overfor hinanden vil typisk forværre akustikken,” fortæller Kathrine Kjær, og fortsætter. ”Lyden bliver ved med at slå frem og tilbage imellem dem. Det er således ikke nok at sætte blødt loft op, da lydbølgerne groft sagt ikke kommer op og rammer det, men forsætter på den vandrette rejse frem og tilbage. Dette fænomen kaldes stående bølger og medfører ringere taleforståelighed.” Typisk vil vokalerne blive hængende i rummet og kludrer lydene sammen, mens konsonanterne, som er de betydningsbærende i sproget, har en dårligere gennemslagskraft. Når man monterer akustikregulerende materialer, er det altså fordelagtigt at undgå at have hårde overflader direkte overfor hinanden. Sæt noget op der kan sprede lyden lidt. Dette kan blandt andet løses med bogreoler eller hylder. Hvordan virker akustikregulering? Bløde overflader er i stand til at absorbere lyden. Det svarer lidt til, at man kaster en bold mod en pude. Det er denne effekt man udnytter, når man ønsker at gøre efterklangstiden i et rum kortere. Man tilfører bløde materialer, som absorberer lyden eller får lydbølgerne til ”at falde til ro”. Disse materialer kan enten sidde på loft eller væg og kan maskeres, så det ligner almindelige lofter, opslagstavler eller billeder. Det er vigtigt, at man dækker en vis andel af rummets overflader ellers får man ikke den ønskede effekt. At indføre en stor mængde ekstra stof eller gulvtæpper i et rum kan sagtens have en positiv indvirkning på efterklangstiden. Man må dog forvente, at det hovedsageligt vil give forbedringer i de høje frekvenser ved brug af sådanne materialer. Generelt ønsker man at sænke efterklangstiden i hele talefrekvensområdet. Derfor monteres ofte absorbenter i 40 mm’s tykkelse. Således kan man forvente, at lyden i hele taleområdet dæmpes tilfredsstillende. Går lyden klart igennem er det lettere at forstå, hvad der bliver sagt, hvilket i sidste ende er med til at skabe en bedre hverdag.

FAKTA

• Man anslår at 800.000 danskere har en hørenedsættelse. For personer med hørenedsættelse er akustikken afgørende for taleforståeligheden. • God akustik smitter. Mange ved ikke, at de har dårlig lyd før de oplever god lyd i en anden bolig. Alpha Akustik • Alpha Akustik blev etableret i 1999 og bygger på mere end 25 års erfaring med akustikregulering. • Peter Møller, der er direktør, og grundlægger af virksomheden, startede med en hjemmearbejdsplads mens hans søn var lille. • I dag er Alpha Akustik den største i branchen og løser akustikproblemer i hele landet for både private hjem, institutioner og virksomheder.

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder