Høreapparater – Et fashion statement

Mode handler ikke kun om den rigtige stil, men også om det rigtige grej, som sagtens kan være et par elegante høreapparater.

Rigtig mange mennesker udskyder købet af det første par høreapparater, enten fordi de er bange for, at det vil få dem til at se ældre ud eller fordi de ikke tror, at høreapparater vil passe til deres personlige stil. Langt de fleste foretrækker diskrete, små høreapparater, som ikke kan ses alt for tydeligt.

Men hvis du er typen, der gerne vil vise, hvad du har, eller blot skille dig lidt ud fra den grå mængde, er der hjælp at hente.

Nyeste mode

Hørenedsættelse rammer alle, ung såvel som gammel, og enten er hørenedsættelsen medfødt eller opstået senere hen. Uanset alder og årsag, bør man bære sine høreapparater med værdighed og stolthed. Hvis man allerede har et par diskrete høreapparater, som man gerne vil peppe lidt op, kan man vælge at købe smykker til ens høreapparater, som kan skiftes ud efter smag og behag. Det britiske firma Hearrings, har designet og udviklet smykker til høreapparater. Bag firmaet er designeren Victoria Glynn og audiologen Kate Cross, som selv bruger høreapparater. Kate siger om Hearrings konceptet: ”Jeg er selv delvist døv og jeg er dybt optaget af at udfordre de negative opfattelser, som er omkring høreapparater, og jeg vil også gerne give høreapparatbrugere samme mulighed for at vælge mellem et fashionabelt eller et diskret høreapparat – på samme måde som folk med briller kan vælge mellem linser eller en flot brille. Derfor fandt vi på Hearrings, som er et lille smykke, som kan sættes på bagøret høreapparater.”

Nedbryder fordomme

Det nystartede amerikanske firma Audicus, som udleverer høreapparater online, har for nyligt lanceret en serie høreapparater i samarbejde med modebloggen Advanced Style. Filosofien bag Audicus’ nye serie er at give folk mulighed for at bære deres høreapparater som et stilet og unikt smykke, i stedet for at se det som et stigmatiseret hjælpemiddel. Advanced Style er en modeblog, kreeret af Ari Seth Cohen, som har trasket storbyernes gader tynde og taget billeder af moderigtige – og modne – personer. Bloggen fanger essensen af looket hos personer, som har haft flere årtier til at raffinere deres stil og hylder deres evne til at ældes med ynde og stil.

Din stil - Dit valg

Mange høreapparatproducenter tilbyder i dag flere anderledes mønstre og farver, inklusiv perlemor- og leopardmønstre. Uanset om du er til det diskrete eller det mere åbenlyse, er det værd at tænke over, hvilken farve eller hvilket design, der passer allerbedst til dig og din personlighed, når du skal have høreapparater. Tal med din hørespecialist der, som ligesom din optiker når du skal have briller, kan hjælpe dig med at finde den helt rigtige stil til dig. Udviklingen er nået langt, og mange fås i dag i et flot udvalg af elegant design, som kan afspejle din individuelle stil og være med til at nedbryde de gamle forestillinger om høreapparater, som værende uskønne og klodsede.

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder