The Future is Ear

Af Sofie Andersen

Den eksplosive vækst i Google’s, Apple’s og Amazons AI (Artificial Intelligence) stemme-assistenter har fået dem til at kæmpe om at komme først med at få hele din smartphone ind i en hearable (red. et produkt der sidder i øret).

I oktober 2016 tog en imponerende gruppe af topfolk indenfor den tekniske industri sig tid til at se en demonstration af et produkt fra en nystartet virksomhed ved navn Doppler Labs. Bill Gates, medstifter af Microsoft, og Satya Nadella, direktør for Microsoft, fik begge et produkt, og det samme gjorde chefen for Apple Internet Eddy Cue og chef for Apple’s Beats (red. hovedtelefoner), Jimmy Lovine. Også fremstående ledere fra Amazon, Facebook, Google og Tencent fik et produkt med hjem.

Med en prototype af Doppler’s Here One trådløse hearables i ørene oplevede de produktets evne til at eliminere uønsket baggrundsstøj, forstærke stemmen hos én bestemt taler i rummet, og endda snakke med mennesker der taler et andet sprog. Omkring et halvt sekund efter, at en af Dopplers ansatte stillede et spørgsmål på spansk, oversatte produktet det til engelsk.

Mindst to af virksomhederne kom med uformelle købsbud, men ingen af dem bød højt nok, og Doppler fortsatte sin drøm om at lancere et betydningsfuldt nyt produkt. Salget kom ikke rigtig i gang, og et år senere var virksomheden lukket. Få uger efter Doppler’s lukning var mere end halvdelen af Doppler’s ingeniører ansat hos andre teknologi-giganter.

Nu ser vi, at Amazon, Apple og Google alle har prioriteret at fortsætte udviklingen der, hvor Doppler stoppede. Kilder udtaler, at alle tre virksomheder arbejder på produkter, som kombinerer fordelen ved et høreapparat med underholdningsværdien fra et par high-end høretelefoner. Da alle tre virksomheder tidligere har oplyst, at de ønsker at udvikle produkter til sundhedssektoren, kunne de nemt tilføje sensorer, der registrerer fitness- og sundhedsdata – alt lige fra skridttæller til måling af iltmætning. Selvom udviklingen måske tager år, ønsker ingen af producenterne at gå glip af muligheden for at udvikle en multifunktionel computer som passer i øret, og som tillader forbrugerne at lade mobiltelefonen ligge derhjemme.

“I sidste ende er ideen at stjæle tid fra smartphones,” siger Gints Klimanis, som er en af Dopplers tidligere chefer. ”Smartphone’en forsvinder nok aldrig helt, men kombinationen af stemme-kommandoer og hørelse har potentialet til at blive den primære platform i fremtiden.”

Hvorfor hearables, og hvorfor nu?

I de sidste fem år har Doppler og andre nyopstartede virksomheder fejlet i forsøget på at skabe den såkaldte ”Hearable”, som med kombinationen af høj lydkvalitet, batterilevetid, og en cool-faktor, gerne skulle blive et stort hit på markedet. Så hvorfor den pludselige interesse fra de store drenge? Fordi talegenkendelsessoftware såsom Amazon’s Alexa, Apple’s Siri, Google’s Assistant og Microsoft’s Cortana, pludselig har vist sig som den største revolution på brugerfladen siden Apple lancerede touch-skærmen.

”Vores trang til at bruge teknologi uden at have besværet ved at røre ved det, har gjort intelligente højttalere til det hurtigst voksende marked indenfor hardware,” siger Cliff Raskind, der er analytiker hos Strategy Analytics. I 2023 vil 63 procent af USA’s husholdninger have et produkt som Amazon Echo eller Google Home. I 2014 udgjorde det 0,03 procent, mens det var steget 16 procent i 2017. Ifølge analyser vil vi i 2023 bruge mundtlige kommandoer i mere end halvdelen af vores google-søgninger fremfor at indtaste dem.

THE FUTURE IS EAR

”Teknologivirksomhederne kan gøre meget mere med ørene end at forstærke musik og foretage telefonopkald,” siger Satijy Chahil, som er tidligere leder i Apples marketingafdeling, og som i de senere år har fungeret som rådgiver for Starkey Hearing Technologies. ”Nu handler det om at tillade din virtuelle assistent at hviske i forbrugernes ører i løbet af dagen, og samtidig forbedre deres sundhed og velvære.”

Dine ører har nogle meget fordelagtige kvaliteter. I modsætning til dine øjne er dine ører ultimative multitaskere. Utallige mennesker dør hvert år, fordi de sms’er, mens de kører bil, men de fleste kan godt køre sikkert, mens de snakker eller dikterer beskeder – selv hvis der er musik og børnesnak i baggrunden. Ørene er ikke forrest i dit ansigt, så det er sandsynligvis nemmere for fremtidens designere at finde på fashionable eller måske endda usynlige designs til ørene end til øjnene.

Det er bare én af de indlysende fordele. ”Med de rigtige sensorer og processer, kan et hearable regne ud, om dit hoved er i nærheden af en hylde i et supermarked eller kører mod en reklametavle længere nede ad vejen. Tilføj en pulsmåler til at måle stress og en EEG-måler til at måle, hvor der er hjerneaktivitet, og den vil til en vis grad vide, hvad du tænker på”, siger Poppy Crum som er chefforsker hos Dolby Laboratories.

Ja, AI-forbedrede hearables vil i fremtiden være i stand til at forstå mere end de ord vi siger. En nyopstartet virksomhed ved navn Audio Analytic, som er baseret i Storbritannien, er allerede i gang med at søge patent på et produkt, der kan genkende lyden af et vindue, der splintres eller en baby der græder. Med denne teknologiske hastighed går der ikke længe før Amazon sender dig reklamer for hostesaft, når den hører dig hoste.

Udfordingen med hearables

Øret udgør også store udfordringer for enhver virksomhed, der håber på at sælge et masseproduceret produkt til øret. Et sådant produkt skal være meget småt, næsten vægtløst, og passe perfekt ind i hver enkel persons unikke øregang. Samtidig skal det have en batterilevetid, der svarer til din smartphone, samt en kraftig antenne og processor. Et andet problem er ørevoks, og det uløste mysterium om, hvordan man anvender et produkt i øret uden, at vi skal ryste for meget på hoved, ryste hånden, trykke på øret eller tale for meget til sig selv. Ifølge et nyligt studie er det kun 6 procent af amerikanerne, der er trygge ved at tale med deres stemme-assistent i offentligheden.

Og så er der den stædige stigmatisering af høreapparater. Selvom millioner af mennesker ikke tænker over at bruge hoved- eller øretelefoner, er det under halvdelen af danskerne, som ville have gavn af et høreapparat, der har anskaffet sig et. Stramme regulativer på industrien har ikke hjulpet. Da høreapparater er defineret som medicinsk udstyr, skal producenterne godkendes af myndighederne, og forbrugerne skal have en lægehenvisning (første gang de anskaffer sig et høreapparat). Ifølge en amerikansk rapport er det lykkedes fem virksomheder at dominere den milliardstore industri, som høreapparatmarkedet udgør, ved at fokusere på en høj profit i stedet for at masseproducere.

Nu er den hindring, som regulativerne udgør, imidlertid ved at forsvinde i USA. Sidste august vedtog den amerikanske kongres “the OTC Hearing Aid Act”. Når den træder i kraft i 2020, hvis ikke før, vil producenterne kunne sælge høreapparater til mennesker med mild til moderat hørenedsættelse, enten online eller i supermarkeder og kiosker. På samme måde som man kan købe læsebriller i langt de fleste dagligvarebutikker, hvis man ikke vil bruge tid hos en optiker.

Dette åbner dørene for et stort og voksende marked. WHO oplyser, at 1.1 milliard børn og unge på verdensplan er i risikogruppen for at få hørenedsættelser, fordi de er vokset op med øretelefoner, der har spillet alt for højt.

Loven kan få stor betydning. Pludselig kan alle, der siger ”Hvad?” oftere end de bryder sig om, gå ind i en almindelig butik og købe et produkt for 1500 kroner. Sandsynligvis vil kunderne lægge det i kurven i elektronik-gangen ved siden af de farverige iPhone covers og ikke i gangen med voksenbleer og andre produkter til seniorer. Produktet bliver formentlig ikke markedsført som et høreapparat, men som Bluetooth Øretelefoner der giver en forbedring af hørelsen.

“Jeg har ventet på det her i 20 år,” siger Liu, som er Dopplers tidligere vicedirektør. Hun har gået med høreapparater siden hun var tre. ”Der findes de her fantastiske virksomheder, som kan lave fantastiske ting, og deres brands har så meget magt, at de kan af-stigmatisere høreapparater.”

Hvad er næste skridt?

Doppler er væk, men livstegnene fra markedet for hearables bliver stærkere. Lønnen for lyd-ingeniører er tårnhøje. De store virksomheder betaler lønninger i millionklassen til toptalenter fra iværksætter selskaber og fra de traditionelle høreapparatfirmaer. Mobilchip-giganten Qualcomm introducerede den første familie af chips, som er lavet specifikt til hearables i marts, og andre virksomheder forventes at følge efter i slutningen af året.

Amazon, Google og Apple holder kortene tæt ind til kroppen. Efter sigende havde Amazon allerede 70 mennesker til at arbejde på hearables sidste år. Samtidig arbejder Googles hardware-team fortsat med Pixel Buds og andre produkter. Googles afdeling X forsøger at udvikle selvstændige i-øret-computere, mens Googles Stemme-afdeling fokuserer på at lave den personlige assistent mere tilgængelig via øre-baserede enheder. Apple går også sine egne veje. I stedet for at skabe et revolutionerende nyt produkt, vil Apple fortsætte med at tilføje egenskaber til kendte produkter. Virksomheden vil sende high-end høretelefoner til musikelskere på markedet i slutningen af året, og introducere en vandafvisende opgradering af de kendte AirPods. Andre pionerer indenfor hearable markedet forbereder sig allerede til de store drenge ankommer. Bragi, som blev grundlagt af danske Nikolaj Hviid, har for nylig besluttet sig for at stoppe med at sælge hearables, og fokuserer i stedet på at få indtægter på licensen fra deres software.

“Når Apple og andre kommer direkte efter dig, så må du ændre din strategi,” siger direktør Nikolaj Hviid. ”På den anden side er det rart pludselig at få så meget selskab.”

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder