Hvor meget støj er der i bilen?

Af Mikkel Schramm

Dørene lukkes i de tre biler, Kia e-Niro, Tesla 3 Performance og Tesla 3 Long Range, og vi kan mærke det med det samme. Rummet i kabinen lyder meget forskelligt. Vi sidder med Pedro Costa, som er akustisk ingeniør og ejer af virksomheden Auricle. Samtidig bruger han høreapparat, og er dermed den perfekte mand til at vurdere lyden i bilerne. ”Lyden i Kia’en er langt bedre end i begge Tesla’er,” siger Pedro, og forklarer, at Tesla’en glastag ikke kan absorbere lyden, og derfor opstår der en langt højere genklang i kabinen. ”Derudover er sæderne lavet i et andet materiale i Kia’en end i Tesla’erne, og vigtigst af alt – de små ventilationshuller i Kia’ens sæder er perfekte til at absorbere støjen i kabinen,” uddyber Pedro.

Det har den konsekvens, at lydbilledet i kabinen er langt mere behagelig i Kia’en end i begge Teslaer. Specielt den højfrekvente støj (de lyse toner) absorberes bedre i Kia’en. Og netop disse frekvenser er væsentlige for taleforståelsen. Lyden i Kia’en domineres dermed af de dybere lyde, hvilket giver et indtryk af en højere kvalitet.

Resultat af konkrete målinger

Lydbillederne bekræftes af de målinger, som vi laver. Ved stabil hastighed på landevej (80 km/t) og i byen (50 km/t) er det højfrekvente lydtryk op til 8 dB lavere i Kia’en end i Model 3 Long Range, mens det er op til 10 dB lavere i forhold til Performance udgaven. Forskellen ligger i, at Performance-udgaven står på 20” vinterdæk med en lavere profil, mens Long Range har 18” sommerdæk med en højere profil. Long Range Tesla’en klarer sig sjovt nok bedre end Kia’en ved lyde omkring 2500 Hz (hvor ustemte konsonanter som ”k” og ”t” ligger).

Mærkeligt nok er billedet ikke så udtalt ved acceleration. Det skulle man ellers tro, da Kia’en ikke i samme grad kan lave de voldsomme accelerationer (0 – 100 på 7,6 sekunder). Forskellen mellem de tre bilers støjniveau er op til 5 dB igen i Kia’ens favør, mens der ikke er den store forskel på støjniveauet mellem de to Tesla modeller.

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder