Hvem sagde legoklodser? Her er verdens første høreapparat opbygget i moduler

Af Mikkel Schramm

Verdens første modulære høreapparat er på markedet, og har allerede vundet de første priser. Høreapparatet, der kaldes Facett, er designet af australske Blamey Saunders, og har netop vundet den prestigefyldte Good Design Award of the Year (GDA) og CSIRO Design Innovation Award. Facett er et resultat af et spændende samarbejde mellem det australske universitet Royal Melbourne Institute of Technology (RMIT) og den australske stat.

Så, hvorfor er dette høreapparat så smart?

Høreapparatet fungerer med en kerne, der er knyttet til en app, og er drevet af et genopladeligt modul, som man magnetisk klikker på plads. Hvis du ikke er høreapparatbruger, så forestil dig dette: Høreapparatet giver signal om, at det er ved at løbe tør strøm, og du sidder, hvor der ikke er oplyst. Det er nærmest umuligt at få det lille batteri ned i batteriskuffen. Lider du samtidig af gigt i fingrene, så kan det være endnu sværere. Med Facett er det intet problem. Du klikker det bare på, og så sørger magneten for resten.

"Dette produkt har potentiale til at have en meget positiv indvirkning på folks, der har en hørenedsættelse. Brug af genopladelige batterier og magnetisk kobling er yderst innovativ, " skriver Good Design Awards dommerne i deres udtalelse om Facett. Og fortsætter: "Hver lille detalje af dette produkt er blevet omhyggeligt designet med den endelige anvendelse i tankerne, - helt ned til den magnetiske opladningsbeholder, farvekodede enheder til hvert øre og en omhyggeligt overvejet design æstetik."

Høreapparaterne selv er ret glatte, og har et geometrisk ydre. De kommer i blank hvid, metallisk rosenguld, metallisk sølv og matte sorte farver. Ifølge Melbourne's RMIT blev designet inspireret af krystalformerne i de mineraler, man finder i staten Victoria.

"Det fantastiske smykkeagtige design kan være medvirkende til at reducere stigma af høreapparater ved at trække paralleller til smykker og bærbar kunst," skriver GDA dommerne i deres bedømmelse.

Høreapparatet kan justeres via et system kaldet IHearYou, således at du gennem en smartphone, tablet eller Windows app kan få tilpasset lyden til din hørelse. Produktet har intet mindre end 96 kanaler, hvilket bør være mere end rigeligt til at lave en god tilpasning, og dermed får isoleret tale og reduceret baggrundsstøjen.

Fjernjustering af apparaterne

De er ikke billige. Et sæt koster 5.990 AU $ svarende til godt og vel 29.000 kroner. ”Vi kan godt sende høreapparater til Danmark, men vi har ikke en forhandler i Danmark” fortæller Charmaine Abuan fra Blamey Saunders Hears, der producerer Facett. ”Høreapparaterne kommer med et tilpasningssæt, som man kan tilslutte. Vi har et team af audiologer, som sidder klar, og via teleaudiologi kan vi fjernjustere apparaterne, hvis det bliver nødvendigt. Vi kan via vores software se kundens indstillinger, og tilpasse apparaterne, mens vi er i kontakt med kunden over telefonen eller på nettet.” Så vidt vi her på redaktionen har kunnet snuse os frem til, så kan man ikke trække det offentlige tilskud fra.

HørNu følger naturligvis med i Facett, og vender tilbage, hvis produkterne skulle komme til landet.

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder