Fuld fart frem på udviklingen

Af Mikkel Schramm

Jeg har arbejdet med høreapparater i 15 år, og jeg har aldrig oplevet så meget aktivitet indenfor det tekniske område. Nye producenter er på vej med en ny tilgang til teknologien. Samtidig virker det som om, at de ”gamle” høreapparatproducenter er vågnet op, og har sat fuld damp på udvikling af nye funktioner til høreapparater. Det er spændende, hvis man er en høre-nørd, som jeg er.

Det der gør det ekstra interessant er, at det ikke kun er høreapparater, der bliver udviklet – det er også de såkaldte ”hearables”, der er en hybrid mellemhøreapparater og hovedtelefoner. Det er dels interessant for dig, der bruger høreapparater, da udviklingen betyder nye muligheder, men også interessant for os, der forsøger at reducere stigmaen i forbindelse med høreapparater. Der er ingen tvivl om, at hearables er medvirkende til at gøre det mere almindeligt at have noget i ørerne. Det har længe været almindeligt at have noget i ørerne, tænker du nok. Forskellen er, at hearables både kan give dig en forstærkning af lyden omkring dig (som i et høreapparat), men vil også blive brugt af normalthørende. Dermed kan man ikke se, om du bruger produktet, fordi du har en hørenedsættelse eller om du blot bruger det til at lytte til musik eller snakke i telefon.

De mange muligheder stiller større krav til dig. Hvordan får man det fulde overblik over, hvad der virker, og hvad der bare ser smart ud, men ikke fungerer? Det er svært – også for os, der beskæftiger sig med teknologien til dagligt. I denne udgave af HørNu vil vi dog forsøge. Vi har været en tur i Hannover til producenternes største europæiske messe for høreapparater og lignende, og vi har valgt de nyheder, som vi finder mest interessant. Vi er løbende i dialog med diverse aktører indenfor hearables og lignende, og vi har testet nogle af de mest interessante hovedtelefoner, som længe har lyttet til.

En ting er teknologi. En anden er økonomi. Hvad koster det egentlig at anskaffe sig et høreapparat, hvis man vælger at få det i privat regi? Det er svært at få det fulde overblik, og et hurtig blik på klinikkernes hjemmesider hjælper ikke meget. I artiklen ”Hvad koster et høreapparat?” forsøger vi imidlertid at give dig et bedre overblik over priserne, men også forklare hvorfor høreapparater er så relativt dyre.

Som sædvanlig har vi krydret de lidt tungere artikler med livsstilsartikler. I denne udgave kan du for eksempel læse, hvor stille en Audi A6 også kan være.

God fornøjelse!

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder