Få en mentor – en vej til bedre hørelse

Det nye initiativ ´Jeg vil høre´ handler blandt andet om at give mennesker med høretab en ligesindet sparring, når det kommer til beslutningen om en eventuel operation med cochlear implantater. ”Jeg ville ikke have været det foruden”, fortæller Claus Bech, der for nylig benyttede sig af mentorordningen.

Af Mette Bau

Claus Bech har høreapparater og en meget dårlig hørelse. Han overvejer derfor, om Cochlear implantater kan være en mulighed. En torsdag eftermiddag møder Claus Bech mentoren Erik Thonke til en snak om tanker, bekymringer og facts om både operation og udbytte. Erik er selv opereret med to implantater, arbejder som lærer, og er i dag frivillig mentor i initiativet ´Jeg vil høre´.

Mentorordningen er et gratis tilbud til dem, som enten overvejer at få, eller som bare har hørt om cochlear implantater. De har mulighed for at få tilknyttet en frivillig person, der selv har fået operationen, og derfor har været igennem et forløb, hvor bekymringer og spørgsmål har fyldt meget,” fortæller René Kongedam, der er initiativtager til projektet. Han er strategisk koordinator i Danaflex og har arbejdet indenfor høreområdet i 25 år

Initiativet blev igangsat i 2017 fordi personer, der allerede havde fået cochlear implantater gav udtryk for, at de gerne ville have haft mulighed for at tale med nogen forud for deres beslutning og operation. I den tid initiativet har været i gang, har det også vist sig at være en stor succes for de mennesker, der allerede har benyttet sig af et mentorforløb.

”Vi ved, der går mange folk rundt med et stort høretab, og som tror, de ikke kan komme til at høre bedre. Det er ærgerligt, for i nogle tilfælde kan de få en bedre hørelse med cochlear implantater. Men de aner ikke, at muligheden er der, og hvis de kender til muligheden, er de skræmt af alle de spørgsmål og bekymringer, de går rundt med. Men sådan behøver det ikke være,” fortæller René Kongedam.

I dag står der jordbærkage og kaffe på bordet. Mentoren Erik Thonke har forberedt nogle spørgsmål, som skal give ham en indsigt i Claus Bechs situation. Claus er mødt op med alle de tanker og bekymringer, han kan komme i tanker om. Der er afsat en formiddag til mødet. Samtalen er uformel og tager udgangspunkt i det, Claus bringer på banen.

”Det er meget vigtigt, at et mentorforløb tager udgangspunkt i den enkelte persons situation. Ingen personer med høretab har den samme historie, men vi kan se, at folk går rundt med mange af de samme spørgsmål og bekymringer. Derfor er den allerbedste de kan tale med, en person der selv har stået der, hvor de er nu,” fortæller René Kongedam.

Claus Bech er 53 år. Han er helt døv på venstre øre og har en meget dårlig hørelse på højre øre. Ifølge ham selv klarer han sig ok, fordi han har oparbejdet hørestrategier. Men der er mange situationer, hvor han må give helt op og trække sig fra kommunikation. Han føler sig helt hægtet af, hvis han ikke kan mundaflæse, hvis flere taler sammen, hvis folk taler hurtigt eller hvis der er støj.

”Jeg er nok nået til et punkt nu, hvor min dårlige hørelse begrænser mig så meget, at jeg gerne vil undersøge muligheden for cochlear implantater. Jeg er nysgerrig på Eriks oplevelser og erfaringer, fortæller Claus Bech.

Erik og Claus har talt sammen et par timer på Claus´ arbejdsplads, og han lyser helt op, da Erik spørger, om det har været et godt møde, og om han har lyst til, at de skal mødes igen og tale videre.

”Ja helt sikkert. Det har været en rigtig god oplevelse. Det er meget afgørende for mig at tale med en person, som har prøvet operationen og efterforløbet selv. Det giver håb for min egen situation. Jeg er glad for at have takket ja til mødet. Ellers tror jeg ikke, at jeg havde haft modet til at gå videre.”

Erik og Claus aftaler, at de skal snakke sammen igen om noget tid, når Claus har snakket med nogle læger. Erik tilbyder, at de kan mødes med jævne mellemrum, så Claus løbende kan snakke sine tanker og bekymringer igennem med en, som har stået i samme situation. De smiler til hinanden og takker for en god formiddag. Sammen har de en forståelse for, hvad der er på spil, når hørelsen svigter.

 Udpluk af de spørgsmål Claus Bech snakkede med sin mentor om:

  • Hvor godt hører du?
  • Hvad skal jeg gøre, hvis jeg vil videre med en operation?
  • Er du blevet gladere af at få cochlear implantater?
  • Skal jeg opereres flere gange?
  • Hvordan trænede du?
  • Hvordan gik operationen?
  • Havde du nogle gener efter operationen?
  • Hvad er dine gode råd?
  • Hvordan foregik det, da du fik lyd på?
  • Hvordan genoptræner man efter operationen?
  • Hvordan og hvor ofte bliver dine apparater justeret?
  • Hvad er forskellen på et almindeligt høreapparat og et cochlear implantat?
  • Hvordan er det at bære noget, der er så synligt?
 

Sådan får du en mentor

Er du interesseret i at få en mentor? Det er uforpligtende og mentoren tager altid udgangspunkt i din aktuelle situation. Det er op til dig om du har brug for en, to eller flere snakke.

Læs mere på www.jegvilhøre.dk 

Kontakt: info@jegvilhoere.dk

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder