Bose skal lave høreapparater

Af Sofie Andersen & Mikkel Schramm

Du kender formentlig Bose fra deres hovedtelefoner eller højtalere. Produkterne stinker af kvalitet, og det er næppe et tilfælde, at den nyslået Formel 1 verdensmester, Lewis Hamilton, har Bose’s hovedtelefoner på ørerne før hvert race eller at NASA’s rumfærger og Det Sixtinske Kapel i Vatikanet anvender produkter fra Bose. Nu skal den amerikanske gigant lave høreapparater.

Produktet er foreløbig blevet navngivet “the Bose Hearing Aid”. Og nok så væsentligt – produktet er blevet godkendt af de amerikanske myndigheder, FDA, som et høreapparat, og dermed er det ikke bare rygter – men en realitet, at Bose har teknologien på plads. Interessant er det også, at FDA har godkendt Bose’s produkter, selvom de er lavet med henblik på, at man kan tilpasse, programmere og styre apparatet uden hjælp fra en hørespecialist eller en høreklinik. Via en app tilpasser, kontrollerer og justerer brugeren selv høreapparatet.

”Hørenedsættelse er et signifikant samfundsmæssigt sundhedsproblem, især i takt med individers stigende alder,” siger Malvina Eydelman, som er direktør for den afdeling af FDA, der blandt andet beskæftiger sig med produkter, der kan afhjælpe hørenedsættelser. ”Godkendelsen af dette produkt giver en gruppe mennesker adgang til et nyt høreapparat, som de selv vil være i stand til at tilpasse, kontrollere og justere. For FDA er det vigtigt, at individer med hørenedsættelse har mulighed for at tage aktivt del i deres egen sundhedspleje.”

Før produktet blev godkendt til lanceringen, gennemgik FDA data fra kliniske forsøg med 125 patienter. Resultaterne af disse forsøg var sammenlignelige med resultater fra patienter, hvor en hørespecialist havde tilpasset apparatet. “Det skal tilføjes, at deltagerne generelt foretrak det Bose-apparat som de selv havde tilpasset, frem for den tilpasning, som en professionel lavede til dem,” skriver FDA.

Bose er ikke den første virksomhed, der forsøger sig med dette. Firmaet Doppler Labs, som ikke længere eksisterer, udviklede øretelefoner med en teknologi, der gjorde brugeren i stand til at ændre på lyden. Også Nuheara lancerede i 2018 øretelefoner, som er designet til at forbedre hørelsen. Det, der adskiller Bose fra de andre, er godkendelsen fra FDA.

Bose har gennemgået en procedure hos FDA, som kaldes ”De Novo”. Det er en procedure for særligt nyskabende produkter, der endnu ikke er tilgængelige på markedet, og som vurderes til at være i en risikogruppe, som betegnes som lille til moderat. Dette er det første godkendte høreapparat, som tillader brugeren selv at tilpasse og programmere apparatet. Afhængigt af hvilke love der er gældende i de enkelte lande, vil nogle brugere dog stadig skulle anskaffe apparatet i en godkendt klinik.

Det vides endnu ikke hvordan dette apparat kommer til at se ud, eller om der blot er tale om, at Bose Hearphones – som allerede er på markedet - simpelthen bliver relanceret som et høreapparat.

Rygterne går på, at produktet fra Bose skal lanceres til en pris, der ligger langt under prisen på de eksisterende høreapparater. Om det er korrekt må vi endnu vente at se, men hvis det er tilfældet, må vi forvente, at produktet bliver særdeles konkurrencedygtigt. Produktet kan endnu ikke købes i Danmark – eller for den sags skyld i andre lande – men HørNu følger selvsagt udviklingen.

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder