Blød vinyl i ørene

Af Carsten Daugaard 

Lad mig starte denne tekst med en indrømmelse: Jeg har aldrig lært at spille musik på andet end en plade- eller CD afspiller. Disse to instrumenter har jeg til gengæld brugt mange gange med stor fornøjelse. I stedet for at lære at spille et musikinstrument korrekt, har jeg kastet mig over disciplinen ”tweaking” af mit musikanlæg. Af hensyn til yngre læsere skal det understreges, at denne disciplin intet har med det moderne ord ”twerking” at gøre, men handler om, hvordan man kan tage et musikanlæg og med forskellige indgreb modificere anlægget med det formål at få bedre lyd fra de indkøbte plader.

Begyndelsen til enden for den hobby var givetvis introduktionen af digital lyd. Mekanikken blev mindre, men den væsentligste forklaring på den udvikling er vel nok, at den generelle lydkvalitet henover tiden blev bedre. Bevares, superlyd kræver stadig et super anlæg for at gengive alle detaljer, men bundniveauet er hævet en del i mine ører.

Digital kontra analog lyd

Jeg har for nyligt konstateret, at den gode gamle vinylplade sælger igen. Foruden et indlysende element af nostalgi, skulle et af argumenterne være, at analog lyd lyder bedre end digital. Den diskussion husker jeg tilbage fra slut-firserne med introduktionen af CD’en. Nogle mente, at lyden fra CD’en lød hård, ”kantet” og unaturlig. Holdt man af CD’en klagede man over vinylpladens knas i rillen og det begrænsede dynamikområde. Det er tydeligt, at der er forskellige præferencer på området. Kan det alligevel være tilfældet, at analog lyd generelt er bedre end digital lyd, eller er det alene et spørgsmål om præference? Som ingeniør må jeg insistere på at måle forskelle i lyden, som er objektive, fordi de er målt systematisk. Hvilke andre oplevelser, forskellige afspilningsmetoder og forskellige ritualer omkring afspilningen kan anspore til, er ikke relevante for spørgsmålet omkring analog i forhold til digital lyd, selvom det sagtens kan påvirke nydelsen af musikken.

Analog er ikke det nye sort

Nu skal denne blog omhandle høreapparater, og den omfattende indledning skal da også kun lægge op til mine kommentarer til spørgsmålet om analoge høreapparater bør være tilgængelige ud fra argumentet om, at de kan levere en anden og måske endda bedre lyd end den digitale MP-3 lyd, som det påstås i en artikel af David Polansky på slate.com. Her går argumenterne på, at når nu verden har genopdaget den analoge lyd fra vinylpladerne, så burde den også genopdage de analoge høreapparaters kvaliteter.

Først er det værd at få på plads, at kvaliteten af digital lyd også er variabel, og proportionel med datamængden der beskriver den. CD’er for eksempel, indeholder al den nødvendige datainformation til en fuldstændig genskabelse af originallyden, mens MP-3 kodningen blandt andet benytter sig af psykoakustisk viden til at reducere datamængden. Jo mere data der fjernes - som blandt andet gør det lettere at opbevare musik og at sende denne trådløst - jo dårligere bliver kvaliteten af lyden naturligvis. Især båndbredden, hvor høje frekvenser der gengives, påvirkes af MP-3 kodningen. Der findes en del eksempler på systemer, der har haft for kraftig reduktion af datamængden med tydelige kvalitetstab til følge. Digitale høreapparater bruger ikke datareduktion, eller kun begrænset kompression af data, og lytter man på et høreapparat som normalthørende, er det ikke mit indtryk, at lyden er dårligere end den man kan opleve i en gennemsnits øretelefon.

Derimod kan man stille spørgsmål om meget af den signalbehandling dagens høreapparater foretager, er specielt fremmende for lydkvaliteten (og som er mere omfattende efter digitaliseringen af høreapparatet). Chris Halpin fra Massachusetts Eye and Ear Infirmary skrev for et årti siden, at funktionerne i et moderne høreapparat kun lapper på en grundlæggende uperfekt lyd. At en ren bredbåndet forstærkning i høreapparatet, optimeret ved at måle på taleforståeligheden, var den bedste vej til ordentlig lyd i høreapparatet. Enkelthed omkring behandlingen af lyd er et synspunkt jeg hellere vil abonnere på end at analog er det nye sort. ”No-nonsense” filosofien havde også sine tilhængere i de gamle HIFI-dage. En nænsom, simpel behandling af lydsignalet er dog i min verden ikke ensbetydende med, at lyden ikke kan være digital, men snarere at man vælger gedigne komponenter i sin konstruktion og ikke påvirker lyden med unødvendig signalbehandling.

Digital høreapparater giver flere muligheder

Når man kigger på den bedst mulige behandling af lyd i høreapparater, bør man dog også kigge på komfort. Man kan slukke for afspillet lyd, når man er færdig med at lytte til den. Med et høreapparat kan lydkvalitet også være fravær af lyd, specielt ubehagelige elementer af lyden. Her er der sket rigtigt meget siden høreapparaterne er blevet digitale med støjreduktion og feedbackreduktion som de stærkest lysende eksempler. Et ønske tilbage til analog lyd i høreapparater finder altså ingen genklang hos mig. Derimod kan en stræben efter god lydkvalitet i bredbåndede, dynamiske signaler godt kan give mening. I hvert fald i nogle af de situationer, hvor høreapparatet bruges. Andre lydmiljøer kan i endnu højere grad drage fordel af digitalteknikken til at skabe et både roligere og klarere lydbillede, end noget analogt høreapparat nogensinde har kunnet.

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder