AfriCanHear

Af Mikkel Schramm

I denne udgave af Magasinet HørNu sætter vi fokus på genbrug af høreapparater. Du kan læse om det vi kalder AfriCanHear, som er et projekt, vi satte i søen for snart 1½ år siden. Et projekt, som udelukkende har til formål at hjælpe personer i den 3. verden, der ikke har råd til at anskaffe sig et høreapparat.

12 % af de høreapparater der udleveres i de offentlige danske audiologiske afdelinger bruges, af den eller anden årsag, ikke. Der udleveres i omegnen af 160.000 apparater om året, og 55 % af apparaterne er udleveret i offentligt regi. Det svarer til, at ca. 10.500 helt nye og velfungerende høreapparater ender i de danske skuffer. Sikke et spild, og det kan vi faktisk ikke være bekendt! Slet ikke når man ved, at der findes medmennesker, som i den grad ville have haft glæde af et sæt høreapparater. Faktisk ikke bare glæde. De kan helt fundamentalt ændre deres liv.

I denne udgave af Magasinet HørNu kan du læse om Said. Said er en 54 årig fisker i Kenya med en kraftig hørenedsættelse. Han kan ikke høre, hvad hans familie og venner siger, og oplever at blive mere og mere socialt isoleret og deprimeret. Han ejer sin egen fiskerbåd, og kunne sælge den mod at få et sæt høreapparater, og dermed kan han deltage i de sociale aktiviteter igen. Men familiens indtægter kommer udelukkende fra de fisk, han fanger. Et svært dilemma, som blev løst, da han hørte om Starkey Hearing Foundation, som arbejder for, at folk i den 3. verden kan høre bedre. Gennem et sæt genbrugte høreapparater kan han i dag sidde ved middagsbordet og høre, hvad familien og vennerne siger, og samtidig beholde sin fiskerbåd. For Said har det været helt afgørende for ham og hans familie at få et sæt høreapparater.

Det er den type historier, som fik HørNu til at tage et ansvar. Med 8.000 medlemmer og 50 uafhængige høreklinikker tilknyttet os, burde vi være i stand til at samle et vist antal brugte høreapparater ind. Og det har vi så også. Faktisk kunne vi i juli måned sende 1639 brugte høreapparater til vores samarbejdspartner – Starkey Hearing Foundation – som renser, pakker og sender apparaterne videre til mere end 100 forskellige lande, hvor de har hold, der er parate til at justere høreapparaterne til de personer med hørenedsættelse.

Det føles ekstremt godt at være med til at hjælpe, og det kan HørNu kun på grund af dig, der har indleveret det brugte høreapparat til os. Tak for det! Men det er også med en lidt bitter smag, at vi sender dem afsted. For det minder os om, at vi i Danmark er forkælet – og vi glemmer at sætte pris på det. Tænk blot på tallene øverst i denne leder. 10.500 apparater, der hvert år anskaffes i offentlig regi ender i skuffen (i de private klinikker er det 4 % der ender i skuffen). Så husk nu at bruge dit høreapparat. Det gør så meget mere gavn bag dit øre end i skuffen.

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder