AAA: Verdens største messe for høreapparater

Af Mikkel Schramm

Langt de fleste henvendelser vi får fra vores medlemmer handler om, hvad der sker indenfor høreapparatbranchen. Er du én af de mange danskere, der vil vide mere om de seneste trends indenfor høreapparater – så skal du læse videre her.

Hvad er AAA?

Messen svarer kort sagt til den årlige CES-messe, der er verdens største fremvisning af forbrugerteknologi. De 3 A’er står for The American Academy of Audiology, og er et årligt arrangement, som foregår i USA. Messen tiltrækker tusindvis af audiologer, og da det amerikanske marked er verdens største indenfor høreapparater, er det oplagt at alle, der har at gøre med hørelse, lancerer og fremmer nye produkter, tjenester og teknologier.

Her er de fire produkter, som vi synes var de mest spændende nyheder på messen.

Earlens - Et usynligt laseraktiveret høreapparat

Earlens er nok det produkt, som vi her på redaktionen, synes er mest interessant. Den amerikanske virksomhed kan radikalt ændre på den måde, vi opfatter et høreapparat. De har udviklet en teknologi, der på mange måder ligner meget traditionelle høreapparater, men som samtidig er meget forskellig fra det høreapparat, du måske har bag øret. Earlens har udviklet en linse, der ligner en kontaktlinse, som sidder på trommehinden – igen ligesom en kontaktlinse. For at anvende produktet kræver det, at man får det lagt ind af en ørelæge. Det foregår ved, at ørelægen laver en afstøbning af dit øre, og derefter lægger linsen ind foran trommehinden. Ifølge Earlens tager det ca. 10 minutter at få lagt linserne ind, og det foregår helt uden bedøvelse. Efterfølgende skal linserne tilpasses ligesom du kender fra et almindeligt høreapparat.

Earlens anvender infrarødt lys i stedet for traditionelle lydbølger, hvilket ifølge Earlens giver tre gange så mange frekvenser i forhold til almindelige høreapparater. Linsen kan endnu ikke klare kraftige hørenedsættelser, men er egnet til milde – moderate hørenedsættelser, hvilket ifølge Drew Dundas fra Earlens kan afhjælpe 80 -90 % af alle hørenedsættelser. Earlens har også udviklet et mere almindeligt høreapparat, som ligner det du kender. Det er et BTE (Behind The Ear) apparat, og anvender samme type slange som et RITE (Receiver In The Ear) apparat, men benytter samme infrarøde teknologi som førnævnte linse.

Vi har endnu ikke hørt, hvordan det fungerer, men teknologien ser lovende ud, og HørNu følger selvsagt udviklingen hos Earlens.

Nuheara lancerer IQBuds Boost

Vi har tidligere skrevet om Nuheara, som er en af de mange virksomheder, der laver produkter, som ligger i grænselandet mellem et høreapparat og hovedtelefoner – det vi i daglig tale kalder hearables. De tidligere produkter fra Nuheara kunne spille musik via din mobiltelefon nøjagtig som andre trådløse hovedtelefoner. Men derudover kunne man via app’en reducere baggrundsstøj, fremhæve tale og meget andet som minder om et høreapparat. Med IQBuds Boost har man lagt en høreprøve ind i app’en, så du kan tjekke din hørelse med app’en og produkterne. En funktion, som Nuheara kalder Ear ID kalibrerer produkterne, og dermed får man en forstærkning af den omgivende lyd, der tager udgangspunkt i din hørekurve – præcis på samme måde som et høreapparat. Samtidig har du de oprindelige muligheder med produktet, så du både kan høre musik, podcasts osv.

Produkterne er til salg på nettet for 449 euro.

Signia lancerer nyt "usynligt" høreapparat Silk nx

Signia, som vi tidligere i Danmark har kaldt Siemens, lancerer et såkaldt instant-fit høreapparat, som de kalder Silk. Nyheden skal mere betegnes som en opdatering, da den indeholder den NX teknologi, der er betegnelsen for Signia’s seneste teknologiniveau.

Nyt for Silk er, at det kommer med en CROS funktion. CROS anvendes, hvis du har en kraftig hørenedsættelse eller slet ingen hørelse på det ene øre. CROS apparatet vil således opfange lyden fra dit døve øre, og sende den trådløst over til det andet øre. Ofte hjælper det dig med at få en bedre retningsbestemmelse, og naturligvis en generelt bedre hørelse i flere situationer.

Widex Evoke

På AAA lancerede Widex det nye høreapparat, Evoke. Der har længe været en Hype om, at Widex ville lancere et nyt høreapparat, som ville forandre høreapparatbranchen. Widex har ry for at komme med noget revolutionerende, når de i den grad melder ud, at der er noget smart på vej. Sidste gang jeg husker, at de gjorde det, var da de lancerede det digitale høreapparat. Dengang var det reelt en fuldkommen revolution, og i dag vil du have svært ved at opdrive et analogt høreapparat.

Om det skyldes de høje forventninger eller om der er noget, som er gået forbi denne redaktions forståelse, skal jeg lade være usagt, men Evoke lader ikke til at være den epokegørende udvikling indenfor høreapparater. Den helt nye funktion i Evoke er, at du via en app kan lave justeringer af høreapparatets lyd, som høreapparatet over tid vil lære at kende, så produktet selv lærer, hvilken lyd du sætter pris på. Samtidig har Widex lavet app’en mere intuitiv at bruge, så brugerens egen justering bliver mere nøjagtig. Det er smart, men i princippet ikke noget nyt i industrien.

På messen oplever man selvsagt også andre tendenser, som ikke har noget direkte at gøre med produkterne, men det er mindst lige så interessant at se, hvad der optager amerikanerne lige nu. Ikke mindst fordi disse tendenser ofte adopteres på det europæiske kontinent.

 
  1. Hørespecialisterne er virkelig bekymrede for vores velfærd. Der var mange sessioner, der beskriver detaljerne i en bedre, mere personlig og brugerfokuseret behandling af hørelsen. Disse foredrag var velbesøgte og mange spørgsmål blev rejst.
 
  1. Vi har beskrevet OTC’s mange gange før, men hvis du skulle have overset det, så har man i USA besluttet at OTC (Over The Counter) høreapparater kan udleveres mange andre steder end i en høreklinik. OTC’s er ikke underlagt de samme krav, som et almindeligt høreapparat. Tendensen er, at OTC’s er ved at blive accepteret som et høreapparat. Mens der syntes at være en manglende accept fra mange audiologer, da OTC høreapparatkonceptet først blev introduceret, syntes de fleste sessioner på AAA 2018 at betragte OTC som en ting man må leve med. Opmærksomheden var fokuseret på, hvordan man bedst kan integrere OTC høreapparatbrugere i en audiologipraksis, snarere end at afvise initiativet helt.
 
  1. Der er generelt gang i produktinnovationen. Udstillingshallen blev fyldt med nye og forbedrede produkter af traditionelle høreapparatproducenter, men også nye aktører. Ud over ovennævnte produkter var der mange stande til mindre tekniske produkter som fx puder, der kan bruges med hovedtelefoner til at lette søvnen for personer med tinnitus.

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder