Den ultimative vindtest

Der er ikke noget værre end vindstøj i høreapparaterne. Markedets mest avancerede høreapparater er blevet bedre til at håndtere udfordringen, men hvad sker der, hvis vi sætter en høreapparatbruger i en cabriolet og kører ud på motorvejen?

Det, kære læser, er netop hvad vi skal teste i denne helt uvidenskabelige artikel. Vi har derfor været ude og køre to af markedets fedeste cabrioleter: Mercedes C-klasse cabriolet, og Audi A5 cabriolet, og bedt vores testperson at give sin uforbeholdne mening om de to bilers støjniveau. Men vi har selvfølgelig også tjekket bilernes design og køreegenskaber ud. Begge biler går under betegnelsen – spændstig! Forfra har Mercedes med den ikoniske stjerne i kølergrillen, og den skarpt optrukne kølergrill et dynamisk og aggressivt udtryk. Bilen ser dejlig helstøbt ud uanset, om du ser bilen forfra, fra siden eller bagfra. Specielt bagenden har nogle bildesignere fuldstændig glemt at se på. Tænk blot på den ækle Nissan Micra Cabriolet, eller mesteren over alle rædsomme biler, Peugeot, som har været i stand til at lave en grim Peugeot 207 CC, kun overgået af den håbløse Peugeot 307 CC. Men sådan er det ikke med Mercedes. Den ser potent ud fra alle sider – både med kalechen oppe og nede. Vi er dog lidt kede af det imiterede aluminium bag bagruden. Det virker en anelse billigt at røre ved. Audi A5 cabriolet er i skrivende stund netop kommet til landet. Og det både ses og mærkes. Bilen er vokset en del, men på trods af dette, er bilen langt skarpere at se på. Jeg kan specielt godt lide kølerens nye linjer, der – helt i tråd med A5 Coupe – udstråler et tiltrængt ”her kommer jeg” udtryk. Det ser fedt ud, og heldigvis har Audi’s designere været modige nok til at føre linjerne langs siden og helt om til baglygterne. Well done, Audi! En virkelig smart detalje er, at Audi har rykket deres sidespejl ned under sideruden. Det betyder dels, at man oplever et bedre udsyn bag sidespejlet, og dels at spejlet kan komme tættere på føreren – hvilket igen har den konsekvens, at spejlet kan blive mindre (som dermed igen giver bedre overblik bag spejlet). Hvorfor har man ikke tænkt på det noget før? En anden meget fed detalje er bremselyset, som er integreret i pyntelisten, der løber under kalechen. Nice! Mercedes er en potent bil – uanset om kalechen er oppe eller nede. Mercedes er en potent bil – uanset om kalechen er oppe eller nede.

Kabinen

Indvendigt mærkes det, at Audi har givet den gas. Rat, gear, og den runde knap til at styre skærmen føles fantastisk, og bør give konkurrenterne noget at tænke på. Audi følger tidens trend med det minimalistiske udtryk. Alt i midterkonsollen er barberet ned. Rent fysisk har Audi valgt at lægge radioen i handskerummet, men styres naturligvis fra midterkonsollen. Udover at give et enkelt udtryk i bilen, så har det også den fordel, at radioen automatisk er låst inde i handskerummet, når man låser bilen. Det er selvsagt ret praktisk i en åben bil. Ulempen er til gengæld, at der stort set kun er plads til din pung i handskerummet. Det ville have været rart med en anelse mere plads til solbrillerne. Både A5’eren og C-klassen har en lille touchpad overflade til at styre displayet. Ligesom du kender det fra din bærbare pc. Det er smart, at du med din finger kan bruge touchpad’en til at skrive navnet på den person, du ønsker at ringe til. Men det er en anelse svært at skrive Anna-Maria uden at se på pad’en. Derimod virker swipe funktionen fint. En anden ting, som de to biler har til fælles er en infotainment skærm, som designmæssigt virker eftermonteret. Skærmen stikker ud af frontpanellet som en anden uønsket trold, og har tendens til at ødelægge et næsten fejlfrit indtryk i begge biler. For på trods af at Mercedes C-klassen ikke er så ny som Audi, så er kvalitetsindstrykket i Mercedes’ kabine rigtig godt. Læderpanelet ved forruden er tykt og rattet føles sindssygt fedt. Personligt kan jeg bedst lide rattet i Mercedes, men Audi vinder i konkurrencen om det overordnede indtryk i kabinen.

Hvordan kører de?

Inden jeg går i selvsving over bilernes køreegenskaber skal jeg lige sende denne disclaimer. Mercedes var så venlige at stille op med en Mercedes C400, der har en skøn 6-benet motor med 333 hk, mens Audi’en ”blot” var en 4 cylinderet motor med 190 spændstige heste i. Ned med taget. Begge biler klarer manøvren med op til 50 km/t. Taget er helt nede efter henholdsvis 15 (Audi) og 20 (Mercedes) sekunder. Jeg sætter bilerne i gear – og her er den første helt reelle kvalitetsforskel. A5’eren har et super fedt automatgear, der med et let tryk på knappen og et skub nedad sætter bilen i D for Drive, men i C-klassen sidder gearvælgeren ved rattet. Det virker simpelthen så forældet, og jeg føler mig hensat til mit udvekslingsophold i USA i slutningen af 80’erne. Hvad sker der, Mercedes? Begge biler er udstyret med en køredynamikpakke, der til forveksling ligner hinanden. Du kan således indstille bilens køreegenskaber til at være økonomiske, komfortable, automatiske eller dynamiske. Vi triller ud på motorvej, og nej – det gør vi faktisk ikke. Med de 333 lystige heste under Mercedes hjelmen sparkes vi ned ad tilkørslen til motorvejen. Ok, C400 er virkelig hurtig. Det er mega fedt at mærke accelerationen i Mercedes’en, og i Dynamic forkæler Mercedes dig desuden med et basorkester, der får englene til at fryde sig. A5’erens basorkester eller acceleration mærkes ikke i samme grad, men mon ikke du får det i S5’eren?

På hjemmebane

Jeg tager en tur ud til enhver cabriolets hjemmebane. Strandvejen! Det er her begge biler for alvor giver mening. Når du kører en cabriolet, får du en sjov kombination af at være udenfor samtidig med, at det føles som at være indenfor. Du sidder og kigger ud, som i en normal bil, men føler dig udendørs – hvilket du jo helt reelt også er. Siddende der bag rattet med solbrillerne på, mærker man solen varme dejligt. Du hører træernes hvislen. Fuglene synger, og jeg hører brøkdele af samtaler fra de forbipasserende cyklister og fodgængere. Det her er ren og skær lykke – og definitionen på høj livskvalitet. Og det giver en vidunderlig ro og overskud. Hvilket i øvrigt afspejles af min kørsel. Den ældre dame, der er en halv time om sin parallelparkering får et smil med på vejen. Det ville hun nok ikke have fået i min egen bil.

Gearskiftet

Jeg drejer væk fra vandet, og ind i landet på de snoede landeveje. Jeg sætter farten op, gearer ned og lægger bilen ind i svinget. Men paddle gearet er forsinket, og jeg må bremse midt i svinget. Paddle gearet i både Mercedes og Audi har så meget forsinkelse, at du skal planlægge dine gearskift langt tidligere, hvilket kræver en hel del øvelse. Må jeg tillade at sende en opfordring til ingeniørerne i Stuttgart og Ingolstadt. Snup lige en tur i en Alfa Romeo Giulia, og tjek, hvordan et paddle gear skal virke.

Vægt og styring

Styringen i begge biler er der til gengæld ikke noget galt med. Du har en god føling i både Audi og Mercedes gennem svingene, men Mercedes C400 virker strammere i undervognen. Cabrioleter har generelt et vægt problem, og det mærkes også i de to biler. Audi har arbejdet en del med vægten i forhold til forgængeren, men den er stadig ikke i stand til at nedlægge de skarpe sving i samme grad som Mercedes. Det er dog muligt, at S5’eren vil give et andet indtryk. Med 351 arbejdsvillige heste under hjelmen vil S5 cabriolet være et bedre match i forhold til C400’eren.

Vind i kabinen

For at reducere mængden af vind i kabinen er de to biler udstyret med hver sit system. Ved et tryk på en knap aktiveres Mercedes Aircap system, der består af en vindspoiler i tagrammen og en vindafviser, som dukker op mellem bagsædernes nakkestøtter. Systemet er måske ikke jordens smukkeste, men til gengæld er det supereffektivt, og vi mærker kun vinden meget lidt. Skulle det alligevel blive for koldt aktiverer du blot Mercedes Airscarf system, som giver varme omkring skuldre og hals på fører og passagerer. Audi afhjælper turbulens i kabinen med en almindelig vindafviser, der sættes fast bag forsæderne. ”Cabriolet’er er generelt udfordret af vægten pga. konstruktionen uden tag, og det løser vi bl.a. ved at bruge stofkaleche og en manuel vindafviser, da dette system er det letteste, der findes på markedet,” fortæller Audi’s PR Chef, Britt Stellinger. ”Oftest benyttes en cabriolet kun af en eller to personer, og vi oplever derfor ikke, at vores kunder er generet af, at systemet ”stjæler” de to bagsæder, når vindafviseren er oppe.” Audi har ikke et airscarf system. Til gengæld er hele frontpanelet – med undtagelse af instrumentbrættet – ét langt luftdysesystem, og vi oplever ikke på noget tidspunkt at fryse i kabinen.

Vindtesten

Hvis du som høreapparatbruger, overvejer at købe en cabriolet, er du måske gået bort fra det på grund af netop vind i kabinen. Her på redaktionen tænkte vi det samme, og derfor bad vi vores høretester, Charlotte Sommer, om at tjekke vinden ud i de to biler. Charlotte har haft høreapparater i 4 år og anvender i dag GN ReSounds Linx2 9. Vi beder hende om at sætte høreapparaterne i automatik programmet, og sætte sig på forsædet. Testkørslerne i både Audi og Mercedes udføres i en vindstyrke på 8 m/s. Vi triller ud på motorvejen, og sætter fartpiloten på nøjagtig 110 km/t.

Godt på forsædet

Jeg ser spørgende på Charlotte, men hun virker helt upåvirket af vinden på forsædet. ”Jeg er virkelig overrasket over det her. Jeg havde forventet meget vindstøj i mikrofonerne. Men det er jo slet ikke tilfældet,” smiler hun. ”Der er almindelig støj, men det suser ikke i mikrofonerne. I Mercedes’en kan hun faktisk slet ikke høre vinden på forsædet, når Aircap’en er oppe, mens hun hører det lidt i Audi’en – uden at det dog er generende.

Vind på bagsædet

Vi stopper bilen, og Charlotte sætter sig på bagsædet. Denne gang kører jeg præcis 60 km/t. Det er tydeligt, at Charlotte har sværere ved at føre en samtale. Jeg må øge stemmelejet, og da vi må tage den manuelle vindafviser ud af bilen i Audi’en (så der er plads til Charlotte på bagsædet), har hun svært ved at høre mig. Turbulensen kommer ind bagfra, og hun klager over en del vindstøj i mikrofonerne. Omvendt forholder det sig i Mercedes’en. Da vindafviseren i Mercedes dukker op bag de to nakkestøtter på bagsædet, er Charlotte stadig beskyttet fra turbulens, og det er tydeligt, at vores dialog lettest føres i Mercedes’en. Tilbage på parkeringspladsen er Charlotte positivt overrasket. ”Jeg må sige, at begge biler imponerer. Jeg troede ikke, vi kunne føre en samtale i en åben cabriolet med høreapparater. Men det kan vi jo sagtens, og det er både en ros til de to biler, men faktisk også til teknologien i høreapparaterne,” smiler Charlotte.

Konklusion

Kvaliteten i kabinen hos Audi er bare bedre. Mercedes er stivere og kører bedre i svingene. Der er langt mindre vindstøj på bagsædet af Mercedes. Audi’s nye design er efter denne anmelders mening virkelig fedt. Så skulle jeg vælge en af disse to biler, så ville jeg vælge A5’eren. Nej, C-klassen. Nej, Audi! Arg, jeg kan ikke vælge. Det er virkelig to lykkefremelskende biler. Og måske, kun måske, er jeg glad for, at min økonomi ikke sætter mig i en situation, hvor jeg skal vælge.

Audi A5 Cabriolet Sport 2.0 TFSI

Pris fra: 705.157 Pris testbil inkl. ekstraudstyr: 855.690 Motor: 4 cyl Volumen: 1984 cm3 Tophastighed: 237 km/t 0 – 100 km/t: 7,9 sek Motorydelse: 190 hk Max moment: 320 Nm Gearkasse: 7 trins S-tronic

Mercedes C400 Cabriolet

Pris fra: 688.700 Pris testbil inkl. ekstraudstyr: 1.375.182 Motor: V6 Volumen: 2996 cm3 Tophastighed: 250 km/t 0 – 100 km/t: 5,2 sek Motorydelse: 333 hk Max moment: 480 Nm Gearkasse: 9 trins G-Tronic CHARLOTTE SOMMER’S KARAKTERBOG DET ER SMART! Det kan være svært at tale i telefon i en åben cabriolet. Det har Audi løst ved at sætte mikrofoner i sikkerhedsselen. Jeg snakkede flere gange med høreapparatbrugere i telefonen, hvilket normalt er en udfordring i biler. Men selv på motorvejen med kalechen nede kunne vi let snakke sammen. Det er altså smart!

Tilføj en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret *

Seneste Nyheder